TV der bevæger dig

Sønderjysk smutvej udenom tysk togstrejke

Arriva er en sønderjysk smutvej gennem den tyske togstrejke.

Hvis du har god tid og lyst til at se store dele af vest- og sønderjylland, så findes der en smutvej udenom den tyske togstrejke for danske rejsende til Hamborg. Smutvejen går via Tønder og Nibøl.

Personalet hos Deutsche Bahn har nedlagt arbejdet, så det frem til mandag morgen ikke er muligt at komme til og fra Hamborg med tog via Padborg.

Arriva, DSB og Norddeutsche Eisenbahngesellschaft (NEG) har dog indgået en billet-aftale, der giver togpassagererne mulighed for at køre med Arriva til Niebüll i Nordtyskland og videre til Hamborg med NEG.

-Vi er altid parate til at hjælpe hinanden, når der opstår ekstraordinære situationer, og derfor tilbyder vi nu alle passagerer, der skal til og fra Hamborg, at de kan køre med Arriva og NEG, selv om de har billet til DSB og Deutsche Bahn, siger salgschef Winnie Højer fra Arriva Danmark.

Arriva samarbejder i det daglige med NEG på strækningen mellem Tønder i Danmark og Niebüll i Tyskland.

Rejsende fra eksempelvis Aarhus til Hamborg skal dog ud på en længere tur fra Aarhus til Skjern og videre over Varde og Esbjerg til Tønder, hvis de vil bruge den sønderjyske smutvej gennem den tyske togstrejke.

- Se Arrivas stræknings-oversigt her:

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden