TV der bevæger dig

Spejderlejr satte ingen permanente spor

03:18

Luftbillede taget mod nord af KFUM-spejdernes Sønderborglejren 1996. Lejren lå på det område, som er udpeget til Spejdernes Lejr 2017. Foto: Arkiv Foto: ARKIV

Søren Weis, lejrchef for KFUMs korpslejr i Sønderborg i 1996, ser med glæde tilbage på lejren.

1 af 3

Balladen om Spejdernes Lejr 2017 skyldes Danmarks Naturfredningsforenings frygt for, at området ved Sønderborg skal lide overlast af lejren. Men der har allerede været en stor spejderlejr på det samme område i 1996, og den gav ingen permanente skader, siger Lejrchefen fra dengang.

Søren Weis var Lejrchef for KFUM-spejdernes korpslejr i 1996, Sønderborglejren. 25.000 spejdere tilbragte en uge i det militære øvelsesterræn på Kær Vestermark, netop der hvor Spejdernes Lejr er blevet planlagt. Han er sikker på, at lejren ikke satte varige spor.

- Jeg var den sidste, der kørte derfra, og jeg synes, der så pænt og nydeligt ud. Selvfølgelig kunne man se, at vi havde været der - græsset var trampet ned og så videre - men jeg tror ikke på, at der skete nogen uoprettelige skader, og jeg har aldrig hørt noget om, at nogen skulle have været utilfredse, efter vi var taget hjem, siger han til TV SYD.

Søren Weis var glad for placeringen lige ud til Alssund og tæt på byen.

- Sønderborglejren var placeret perfekt, siger han.

Spejderbevægelsen har altid sat en ære i at efterlade naturområder mindst lige så pæne, som man modtager dem, og til Sønderborglejren var omkring 150 mennesker i sving med at tilbageføre området til så tæt på oprindelig tilstand som muligt.

- Vi travede hele arealet rundt i ugen efter afslutningen for at rydde op, og det kan godt være, at vi overså en teltpløk eller to, men så heller ikke mere. Det er klart, der kommer et hul i det levende hegn, hvor man vil gå igennem, men hegnet selv bliver ikke ødelagt, siger han.

Også for 18 år siden var der bekymring over naturen i området, selvom det dengang var militært øvelsesterræn til hverdag.

- Da vi satte op, hegnede vi nogle vandhuller ind for at beskytte en frø, og så passede vi generelt på. Og når der er hegn, så bliver det overholdt af spejderne, siger Søren Weis.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden