TV der bevæger dig

Svinepest i Kina giver overarbejde i påsken på slagterier og i kølehuse

De seneste uger har slagteriarbejderne hos Danish Crown i Blans og Horsens haft travlt og masser af overarbejde.

De seneste uger har slagteriarbejderne hos Danish Crown i Blans og Horsens haft travlt og masser af overarbejde. I påsken skal der arbejdes på slagterierne med at pakke svinekød til det kinesiske marked.

Siden midten af marts har Danish Crown haft forrygende travlt med at pakke og sende ekstra meget grisekød til Kina, efter et omfattende udbrud af afrikansk svinepest har skabt et rekordstort behov for import af kød til de kinesiske middagsborde.

Normalt stopper Danish Crown slagtningerne op til påske stille og roligt - men i år bliver knivene svunget til sidste minut både i Blans og Horsens.

De seneste fem uger har vi haft travlt som aldrig før. Vi har slagtet svin på højtryk.

Michael Nyborg Jespersen, driftsleder, Danish Crown, Blans

- De seneste fem uger har vi haft travlt som aldrig før. Vi har slagtet svin på højtryk. Kødet skal pakkes, fryses ind og sendes til Kina i containere. Jeg skal have 50 mand på overarbejde i morgen, skærtorsdag, for at pakke svinekød til kineserne, siger driftsleder Michael Nyborg Jespersen hos Danish Crown i Blans.

Travlhed i kølehuse

Når der skal pakkes så meget kød, kommer påsken mildt sagt på tværs af det flow, der lige nu er fra slagteri til frysehus og videre til afskibning fra Aarhus til Kina. 

Hos Agri Norcold, der står for at indfryse den overvejende del af de produkter, Danish Crown sender ud af Europa, sætter opsvinget i eksporten til Kina også sine spor i påsken. Omkring 50 medarbejdere møder skærtorsdag hos Agri Norcold i Vejen, Kolding og Padborg.

Flere penge til svineproducenterne

Svineproducenterne får også råd til lidt ekstra på påskebordet. Den store efterspørgsel fra Kina betyder højere betaling for svinekødet.

Aktuelt er noteringen 10,60 kroner pr. kilo svinekød, landmændene leverer. Over de sidste fem til seks uger er noteringen steget fra 8,30 til 10,60 kroner. 

Danish Crown vurderer, at den kinesiske efterspørgsel formentlig vil fortsætte på nuværende niveau de næste 12 til 18 måneder.

 

 

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App