TV der bevæger dig

Sydbank tabte ved Højesteret

Sydbanks overtagelse af banken får nu et økonomisk efterspil.

Højesteret har omstødt landsretsdom og givet aktionærer i bankTrelleborg erstatning for fejl i børsprospekt.

Højesteret ændrer nu en dom fra Østre Landsret og giver aktionærer i den hedengangne bankTrelleborg medhold i, at de har ret til erstatning.

Det skyldes, at aktionærerne havde tegnet aktier i banken på baggrund af et fejlagtigt børsprospekt.

Siden er bankTrelleborg blevet overtaget af Sydbank, der i dag står tilbage med regningen for det fejlagtige børsprospekt.

Aktionærerne gik ved aktietegningen fra at være garanter til aktionærer. Men de var uvidende om, at der var foretaget en håndpantsætning til fordel for Spar Nord på ca. 300 millioner kroner.

Dette vidste man tilsyneladende ikke i banken, der ikke oplyste om det. Sydbank forklarer på vegne af bankTrelleborg, at der var tale om en håndpantsætning foretaget uden bemyndigelse af den pågældende i banken.

Sydbanks argument holdt ikke

Højesteret konstaterer dog, at man i bankens ledelse må have vidst, at kreditten i Spar Nord i betydeligt omfang overskred den grænse, hvor der skulle stilles sikkerhed til Spar Nord.

Samtidig mener domstolen, at det ville have været let og hurtigt for banken at undersøge disse forhold.

Argumenter fra Sydbank om, at garanterne formentlig ikke ville have undladt at skifte til aktier, selv hvis de havde kendt til sagen, afviser Højesteret som hypotetiske.

I stedet fastslår man, at bankens prospekt var misvisende, og at manglerne ved prospektet var af væsentlig betydning for bedømmelsen af banken.

Aktierne faldt fra en ombytningskurs på 250 kroner til en senere kurs ved tvangsindløsning på ca. 93 kroner. Dette tab kræver aktionærerne erstattet.

Aktierne fastholdt godt nok en kurs på ca. 250 kroner og derover i hele 2007. Dermed havde aktionærerne et tidsrum fra april 2007 til starten af 2008, hvor de kunne have nået at sælge aktierne uden tab.

Dette er dog ikke nok til, at de fritages for et erstatningskrav i sagen, konstaterer Højesteret, der tilføjer, at der ikke i denne periode fremkom oplysninger om pantsætningerne.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden