Tag ikke hunden med på spejderlejr

Lejrledelsen har besluttet, at kæledyr ikke hører til på en spejderlejr. Så lad hunden blive hjemme.

Når teltdørene bliver slået op til Danmarks største spejderlejr, så er besøgende mere end velkomne. Men lejrledelsen har besluttet, at hunde og kæledyr ikke hører hjemme på spejderlejren.

Mange mennesker er samlet, og mens det er naturligt for nogle, så kan andre have det sværere med, at der er hunde på lejren, lyder begrundelsen.

Derfor opfordres besøgende til at lade hunden blive hjemme og ikke vente i bilerne, mens lejren besøges. For skulle parkeringsvagterne finde svedende og lidende hunde i nogle af de parkerede biler, så vil ruden blive slået itu.

Der er naturligvis andre regler for førerhunde og kommunalt bevilgede servicehunde. De er velkomne, men skal være udstyret med et lejrarmbånd i halsbåndet. Armbåndet viser, at hunden har lov til at være på lejren.