Team Esbjerg henter landsholdsmålmand

Team Esbjerg oplyser torsdag morgen, at klubben har indgået en toårig aftale med det danske kvindelandsholds målvogter, Sandra Toft, der skifter til Esbjerg efter tre sæsoner i norske Larvik HK.

Sandra Toft har de seneste tre sæsoner spillet i den norske storklub,Larvik HK. Før turen gik til Norge, spillede hun syv sæsoner i Team Tvis Holstebro.

Den 27-årige målvogter med 82 landskampe for Danmark er med Larvik praktisk taget sikret en plads i Champions League-kvartfinalen, og Sandra Toft vil meget gerne afslutte tre succesrige og lærerige år i Larvik med sit tredje norske mesterskab og deltagelse i Final4 i Champions League.

- Vinderkulturen og måden at træne og forberede sig til kampe på har jeg tænkt mig at tage med til Esbjerg, der har et spændende trænerteam og er ved at bygge et nyt, stærkt hold op til den nye sæson. Jeg har endnu ikke prøvet at blive dansk mester, og det vil jeg gerne opleve i Team Esbjerg, siger Sandra Toft.  

Den svenske målvogter, Filippa Idéhn, meddelte forleden, at hun forlader Team Esbjerg efter to sæsoner. 

- I Sandra Toft får vi en af verdens bedste målvogtere, senest kåret som den bedste ved EM i december. Hun tager bare boldene, særligt i de store kampe, hvilket er en vigtig egenskab. Kan vi tiltrække en målvogter på det niveau, og ovenikøbet med dansk pas, kan man ikke forlange mere. Det er et scoop. Sandra Toft vil komme til at vinde kampe for os, siger cheftræner Lars Frederiksen til Team Esbjergs hjemmeside.