Tidligere landmand står i spidsen for Riskær i Sydjylland

Det bliver den tidligere landmand, 55-årige Torben Østergaard Christoffersen fra Vejle, som bliver spidskandidat for Partiet Klaus Riskær Pedersen i Sydjyllands Storkreds.

- Det er helt nyt det her - det har kun været undervejs i en uge. Min datter skrev til mig i formiddags, at jeg nu er at finde på hjemmesiden.

quote

Jeg er jo en helt almindelig mand med skovlen i hånden. Så jeg skal lige vænne mig til alt det nye og måden at kommunikere på.

Torben Østergaard Christoffersen, spidskandidat, Sydjyllands Storkreds, Partiet Klaus Riskær Pedersen

Sådan siger Torben Østergaard Christoffersen om spidskandidaturet i Riskærs parti, og fortsætter:

- Jeg hørte om partiet i radioen, og synes at det så fornuftigt ud, da jeg læste om det på partiets hjemmeside, forklarer den mangeårige landmand.

Torben Østergaard Christoffersens fokusområde i Partiet Klaus Riskær Pedersen bliver landbrug, hvor nogle af hovedpunkterne er lokalt producerede fødevarer af høj kvalitet, få lavere udledning af CO2 ved hjælp af biogas og dyrevelfærd på dyrenes præmisser.

Han og konen var selvstændige landmænd i 19 år fra 1995-2014. Men efter mange års kamp gik de konkurs på deres bryllupsdag den 1. juli 2014 – og måtte aflevere nøglerne til slægtsgården gennem otte generationer. Det var derfor vigtigt for den nye spidskandidat, at have familiens opbakning til det nye projekt.

- Jeg spurgte konen, om vi skulle skilles, hvis jeg stillede op. Men hun bakkede mig helt op som kandidat. Jeg er et nysgerrigt væsen, og min kone og jeg har tit set hinanden i øjnene over kartoffelskrælningen – og tænkt at vi burde være politisk aktive, siger Torben Østergaard Christoffersen.

Torben Østergaard Christoffersens mærkesager

Landbrug:

  • Fokus på fødevarer af høj kvalitet frem for kvantitet.
  • At få forbrugerne til at vælge produkter, som er produceret så lokalt som muligt – minimere transport af fødevarer over lange distancer.
  • Genopdage at visse varer har en sæson og glæde sig til jordbærsæsonen i Danmark starter.
  • Sænke udledningen af CO2 ved hjælp af biogas. Den siddende regering har lukket puljen til etablering af nye og tidssvarende anlæg.
  • Etablering af zoner til pleje af insektlivet – bl.a. bier. Bestanden af bier er voldsomt presset, og bierne er nødvendige for bestøvning af planter i såvel natur som kulturlandskaber.
  • Alternative ejerskabsformer, der letter muligheden for unge landmænds etablering, fx gennem generationsskifte og for at sikre de unge landmænd et rimeligt livsgrundlag.
  • Dyrevelfærd på dyrenes præmisser.
  • Klima Fond skal gældssanere dansk landbrug mod bæredygtighed i produktionen (‘noget-for-noget’).

Han har dog aldrig været politisk aktiv før, så der er mange nye udfordringer at sætte sig ind i.

- Jeg er jo en helt almindelig mand med skovlen i hånden. Så jeg skal lige vænne mig til alt det nye og måden at kommunikere på. Jeg glæder mig til at møde mennesker i alle aldre.

quote

Der skal også være plads til unge mennesker i landbruget. Samtidig skal vi tage os bedre af klimaet – og ændre tonen, så vi hjælper hinanden frem for at være konkurrenter.

Torben Østergaard Christoffersen, spidskandidat, Sydjyllands Storkreds, Partiet Klaus Riskær Pedersen

Men hvad vil den nye mand i Partiet Klaus Riskær Pedersen så kæmpe for?

- Der er alt for mange stressede mennesker, der er 2% besparelser og alle skal løbe stærkere. Vi skal skabe arbejdsglæde, forklarer spidskandidaten og fortsætter:

- Vi skal gøre tingene anderledes. Der skal også være plads til unge mennesker i landbruget. Samtidig skal vi tage os bedre af klimaet – og ændre tonen, så vi hjælper hinanden frem for at være konkurrenter, slutter Torben Østergaard Christoffersen.

Partiet Klaus Riskær Pedersen er nu klar til folketingsvalget med 15 kandidater i alt. Partiet er dermed opstillet i alle storkredse undtagen Bornholm.

Hvem er Torben Østergaard Christoffersen?

  • 55 år, gift og har fire børn i alderen 14–24 år
  • Født og opvokset på en gård på kanten af Vejle Ådal
  • Interesserer sig især for landbrugets ejerskabsformer og samspillet mellem landbrug, natur og mennesker

 

CV:

 

  • 1982: Matematisk student fra Rosborg Gymnasium i Vejle
  • 1986: Grønt Bevis fra Bygholm Landbrugsskole i Horsens
  • 1986/87: Landbrugsudveksling i New Zealand
  • 1995-2014: Selvstændig landmand med planteavl og malkekvæg
  • 2014-nu: Håndværker i entreprenørbranchen - bl.a. med renovering af vaskehaller til personbiler
  • 2019: Spidskandidat i Sydjyllands Storkreds for Partiet Klaus Riskær Pedersen