Tobias har jongleret sig til succes i skolen

Vitaskolen i Esbjerg har så gode erfaringer med cirkus i frikvartererne, at den nu vil give flere børn tilbud om at lege linedanser, stærk mand og fakir.

Med den største lethed holder Tobias Berntsen de tre farvede bolde i luften. Han lader sig end ikke forstyrre af at blive interviewet samtidig.

- Jeg øver mig i så mange frikvarterer som muligt, siger han. 

Den 16-årige elev betegner sig selv som en "asocial type", og før han gik i gang med at jonglere, brugte han da også frikvartererne på en helt anden måde. 

quote

Jeg sad med min mobil i et hjørne og undgik al social kontakt.

Tobias Berntsen, elev på Vitaskolen i Esbjerg 

- Jeg sad med min mobil i et hjørne og undgik al social kontakt.

Nu er han kommet ud af sin "hule" og har fået både humør og kammerater.

- Og jeg er blevet bedre til at være social, siger Tobias Berntsen.

Bedre til at koncentrere mig

Han er en af de godt 40 elever på S-linjen. Specialklasserne. På Vitaskolen i Esbjerg. Især disse elever har udviklet sig positivt i takt med, at de har lært at jonglere med bolde som Tobias Berntsen eller - som Alberte Underbjerg, der går i 8. klasse på S-linjen - at jonglere med diabolo.

Alberte har lært sig at svinge behændigt rundt med den snurrende diabolo.
Alberte har lært sig at svinge behændigt rundt med den snurrende diabolo.
Foto: Finn Grahndin

- Nu får jeg brugt min krop meget mere. Det savnede jeg, før jeg begyndte på at være med på cirkusholdet. Så nu kan jeg meget bedre koncentrere mig i timerne, siger hun.

Ny motivation 

Netop større koncentration og bedre sociale kompetencer - begge udfordringer for elever i specialklasserne - har vist sig at være resultatet af at satse på cirkus i frikvartererne på skolen. 

Lærer Anders Kronborg er initiativtager. Han har selv lært en masse om cirkus på Esbjerg Børne- og Ungdomsteater. Nu giver han sin viden videre til eleverne på "sin" skole.

Lærer på Vitaskolen Anders Kronborg giver gerne eleverne er venligt skub fremad. Her er det Lucas Hartmann Jensen, der skal prøve cirkuscyklen.
Lærer på Vitaskolen Anders Kronborg giver gerne eleverne er venligt skub fremad. Her er det Lucas Hartmann Jensen, der skal prøve cirkuscyklen.
Foto: Finn Grahndin

- Vi har elever, der ikke altid har det så nemt i skolen. Måske har de forsømt en del timer. Men med cirkus-aktiviteterne får de en anden motivation, som de bærer med tilbage i klasselokalerne, siger han.

Elever på glasskår

Med cirkusaktiviteterne opnår nogle af eleverne en succes, når det lykkes at holde boldene i luften, køre et stykke på den ethjulede cykel eller at turde lege fakir på glasskår. 

- Vi taler meget om at give eleverne mod og lyst til at lære. Det ser vi ved cirkusaktiviteterne. Og når det lykkes for dem, så er der noget, vi er lykkedes med, siger Ditte Pugflod Egetoft, pædagogisk leder for undervisningsdelen på Vitaskolen. 

Tre piger på ethjulede cykler. Den slags giver selvtillid.  
Tre piger på ethjulede cykler. Den slags giver selvtillid.  
Foto: Finn Grahndin

Mobiltelefoner? Hvor? 

Mange elever er slet ikke så glade for at have frikvarter uden mål og med. De går lidt hvileløst rundt med deres mobiltelefon. Men her er der gang i aktiviteterne, og der er ikke én mobiltelefon at få øje på. 

- Her udelukkes den slags forstyrrelser, og det styrker elevernes opmærksomhed. Gamle fakirnumre giver dem selvtillid og selvværd, så de føler sig betydningsfulde og godt tilpas i fællesskabet, siger Anders Kronborg.  

Ledelsen skal jonglere

Eleverne lærer hurtigt de mange tricks. Men hvad med de voksne?

- Hele ledelsen skal nu også prøve det på vores egen krop. Så må vi se, hvad det inspirerer til, siger Ditte Pugflod Egetoft, pædagogisk leder for undervisningsdelen på Vitaskolen. 

På med cirkushatten. Nu skal ledelsen på skolen også lære at jonglere.
På med cirkushatten. Nu skal ledelsen på skolen også lære at jonglere.
Foto: Finn Grahndin

- Men så skal du vel også have cirkushatten på?

- Ja, selvfølgelig, siger hun og tager den røde cirkushat på, som lærerne skal bære. For her er klovnerier ikke bare tilladt - men bliver ligefrem opmuntret.