Tønder Festival vil forny sig selv

2012 skal være året, hvor Tønder Festival bliver fornyet og forandret. Festivalen skal nu centreres om festivalpladsen.

Nu skal festivalpladsen i Nordens største folk-festival gøres til det absolutte centrum. Det er en af de store planer for Tønder Festival 2012.

- Vi ønsker at skabe mere liv og aktivitet på selve pladsen. Det handler om at skabe bedre rammer, hvor publikum møder musikken og hinanden. Vi vil blandt andet etablere mere unikke sidde-opholdsområder og byde på et udvidet og varieret udbud af spændende kvalitetsmad og drikke, siger bestyrelsesformand Karsten Sauer.

Der skal være mindre musik ude i selve Tønder by og mere musik på festivalpladsen. To eller tre nye scener på pladsen skal erstatte nuværende spillesteder andre steder i byen. Tønder Gymnasium, Tønderhallerne og Torvet skal ikke længere danne ramme om festivallens koncerter, mens Tønder Kulturhus, Tønder Museum, Visemøllen og Hagge's Musik Pub fortsætter.

Tønder Festival 2012 finder sted den 23. til den 26. august.