TV der bevæger dig

Tyske rockere flytter til Padborg

Rockerne klarer frisag ved at skifte nationalitet.

De tyske rockere rykker til Danmark, efter at der er nedlagt forbud mod dem i hjemlandet.

En gul murstensbygning på en villavej i grænsebyen er udpeget som nyt klubhus og rockerne er i fuld gang med indflytningen, fortæller JydskeVestkysten.

Dermed fortsætter Bandidos sin oprustning i Jylland, efter at klubben senest er rykket ind i Kolding.

De tyske rockeres indtog i Danmark sker efter, at den tyske delstat Schleswig Holsten sidste år forbød både en Hells Angels-klub i Flensborg og en Bandidos-afdeling i Neumünster og fulgte det op med en stor politiaktion, hvor symboler og skilte blev pillet af bygningerne.

Kræver forbud i Danmark

Syd- og Sønderjyllands Politi har haft kontakt til tysk politi og følger situationen tæt.

- Det er selvfølgelig altid bekymrende, hvis der rykker rockerklubber ind i vores politikreds, for vi ved, at der følger kriminalitet med, siger politiinspektør Kaj Nielsen.

Dansk Folkepartis medlem af retsudvalget, Marlene Harpsøe, kalder det hovedrystende, at de tyske rockere bare kan bevæge sig over grænsen og åbne klubhus i Danmark.

- Det er helt hen i vejret, og jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke for længst har forbudt de her kriminelle rockere og deres klubhuse. I Tyskland har man åbenbart kunnet gøre det, siger Marlene Harpsøe, som nu vil tage sagen op med justitsministeren.

JydskeVestkysten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Bandidos.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden