Tyve gravede sig ind til Mercedes-forhandler: Stjal for 350.000 kr

Udspekulerede tyve har gravet sig under et hegn hos Mercedes-bilforhandler Ejner Hessel på Vejlevej i Horsens. Tyvene slap afsted med dyre partikelfiltre.

Luskede tyve valgte en noget utraditionel måde, da de ville begå indbrud mod Ejner Hessel i Horsens. De gravede sig ind under et højt hegn, og herfra kunne de stjæle 17 partikelfiltre til en samlet værdi af 357.000 kr.

- Man kan se, at de har gravet sig under hegnet, og så har de ellers stjålet partikelfiltrene fra 17 uindregistrerede køretøjer, oplyser efterforskningschef ved lokalpolitiet i Horsens, Kent Midtgaard Hansen til TV SYD.

Indbruddet er sket mellem søndag kl. 20. og mandag kl. 7, og det har med stor sandsynlighed ikke været en hurtig sag at få klaret for tyvene.

- De har skulle ind under hvert enkelt køretøj for at skrue partikelfiltrene ud, så det har nok taget en rum tid, fortæller Kent Midtgaard Hansen.

Politiet efterforsker sagen, men har pt ingen spor at gå efter.