Unge dyster i gode ideer

Onsdag dyster unge HHX og HTX elever fra hele Region Syddanmark om at være bedst til gode ideer. Dagens vindere går videre til DM-finalen.

Henry Schmidt Hansen har prøvet det før. For tre år siden vandt hans HTX elever DM i Teknologi, og nu har står han igen og krydser håbefulde fingre for sine unge elever.

- Jeg er så stolt af dem. De er helt fantastiske. Hvis alle mennesker var som dem.. siger Henry Schmidt Hansen til TV SYD.

Med i dagens konkurrence er hans hold på fire elever. Til daglig går Caroline Pedersen, Trine Møller Nielsen, Cherina Hassing Hansen og Pernille Ladegaard på Rybners Tekniske Gymnasium i Esbjerg, og Henry Schmidt Hansen er deres underviser i teknologi.

De fire HTX-elever fik ideen til deres projekt, fordi en af dem mistede et familiemedlem, der døde af dehydrering. Nu har de fundet på en anordning, der kan bruges på fx plejecentre. Anordningen består af fire glas med vand, der dækker dagsbehovet hos et ældre menneske. Hvis glassene så ikke drikkes i løbet af dagen lyder en alarm hos personalet. Med anordningen håber de unge HTX-elever, at forebygge, at andre bliver syge eller dør af dehydrering.

- Jeg synes det er en virkelig god ide, de har fået, siger Henry Schmidt Hansen om sine elever. - Og jeg vil gerne indrømme, at jeg bliver skuffet på deres vegne, hvis de ikke går videre, for de har lagt et fantastisk stykke arbejde i projektet.

Holdet fra Esbjerg er dog i hård konkurrence med en række andre HHX og HTX elever fra hele Region Syddanmark om at komme videre til DM-finalen, der afholdes i København d. 20 oktober.