Brandkadet-uddannelse styrker de unge og hjælper brandmændene

Unge fra 7. klasse og op til 18 år får nu mulighed for at blive en del af brandmændenes verden i Esbjerg.

Nu kan unge drenge og piger med en brandmand i maven blive en del af brandvæsnet i Esbjerg Kommune.

Sydvestjysk Brandvæsen tilbyder nemlig en brandkadetuddannelse for drenge og piger, der går i 7. klasse og op til de 18 år.

TV SYD mødte 15-årige Sebastian Damm i 2016, som er en del af brandkadetkorpset i Kolding. Som ordblid har han det svært i klasseværelset, men elsker at være i lære som brandmand: - Det er så fedt! 
quote

Vi tager 50 procent ressourcestærke unge, og 50 procent måske med lidt forskellige udfordringer, og så uddanner vi dem i en 'semibranduddannelse'.

Mads Jakobsen, beredskabschef, Sydvestjysk Brandvæsen, Esbjerg

- Det her projekt går ud på, at vi vil prøve at forme nogle gode unge mennesker til brandkadetuddannelsen. Vi tager 50 procent ressourcestærke unge og 50 procent måske med lidt forskellige udfordringer, og så uddanner vi dem i en 'semibranduddannelse', fortæller Mads Jakobsen, beredskabsinspektør, Sydvestjysk Brandvæsen.

Uddannelse med to formål

Under uddannelsen lærer de unge blandt andet slukning af mindre brande og livreddende førstehjælp, men først og fremmest har kadetkorpsene i de byer, de allerede eksisterer også vist sig at have stor positiv effekt på de problemer, brandfolkene møder i nogle udsatte boligområder med blandt andet vold og stenkast mod dem. 

Nytårsaften 2017-2018 var helt slem. Her blev der registreret mindst 20 episoder rundt om i Danmark, hvor brandfolk måtte have assistance fra politiet, fordi unge gik til angreb med stenkast, når de rykkede ud til brandslukninger. Den negative spiral kan vendes, viser al erfaring fra andre byer med brandkadetuddannelser. De unge kommer her til at forstå brandfolkenes verden og arbejde, og ikke mindst føle sig som en del af et vigtigt fællesskab.

- Vi kan se dem rykke fra at have udfordringer til at 'vokse' og for eksempel møde i skole og være forbilleder for andre ude på skolerne, så vi ikke længere bliver mødt af unge mennesker med sten, siger beredskabschef Mads Jakobsen.

Ud over Esbjerg, så kan man også blive brandkadet i Tønder, Kolding og Vejle. Brandkadetter i de fire kommuner er en del af 'Brandkadetter i Danmark'.