Unge svigter ny uddannelse

Skole har købt udstyr for over en million. Men der er næsten ingen studerende, selv om erhvervslivet skriger på arbejdskraft.

Virksomhederne mangler tekniske medarbejdere, der kan sætte robotter i gang i produktionen. Men der mangler elever til den nye uddannelse til automationsteknolog i Fredericia op mod studiestart.

Fredericia Maskinmesterskole har foreløbig brugt 1,2 millioner på at indrette et lokale med udstyr til den nye uddannelse, men pengene risikerer at være spildt.

- Lige nu er der kun to elever, som har valgt uddannelsen i Fredericia. Så vi kan sagtens bruge 10 elever mere. Det er en ny uddannelse, så mange har nok ikke hørt om den, og derfor vil vi slå mere på tromme for muligheden, siger Karsten Jepsen, som er uddannelseschef på Fredericia Maskinmesterskole.

Til Odense alligevel

Fredericia, som har mange produktionsvirksomheder, blevet en uddannelsesstation. Det vil sige, at man nu kan tage en del af uddannelsens fag på Fredericia Maskinmesterskole, men nogle fag vil fortsat ligge i Odense.

- Det er en del af vores udfordring. I alt er der optaget 27 elever på uddannelsen, men 25 af dem har valgt at studere i Odense. Nogle af dem siger til os, at de har valgt Odense for at kunne tage hele uddannelsen ét sted, siger Karsten Jepsen.

Mangler arbejdskraft

Han ærgrer sig over, at der endnu ikke er flere studerende. Det gør man også i erhvervslivet.

En ny rapport fra McKinsey slår fast, at der indtil 2030 bliver skabt 495.000 jobs som følge af digitalisering og robotter.

Uddannelsen til automationsteknolog udbydes af det nyetablerede UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense i tæt samarbejde med Fredericia Maskinmesterskole. Det er en to år lang uddannelse med indlagt praktik. Der er åbent hus på Fredericia Maskinmesterskole mellem 14 og 16 i dag.