Usædvanligt syn ved stranden - vandet er rødt

Det røde hav er kommet til Henne Strand. Eller - vandet er i hvert fald rødt for en stund.

Et noget anderledes syn end bølgen blå mødte Julie Andersen, da hun søndag gik tur ved Henne Strand.

Havet var nemlig farvet i røde/orange nuancer.

Det fik hende til at undre sig, derfor valgte hun at ringe til Naturstyrelsen. Her fik hun at vide, at der formentlig var tale om røde alger. Naturstyrelsen har ikke selv set det, så de kunne ikke med sikkerhed sige, at det er det, der har farvet vandet i de røde nuancer. 

Røde alger er ikke giftige, så der er ingen fare på færde. Fænomenet kaldes også for 'rødt tidevand'.

På Naturstyrelsens hjemmeside kan man læse, at røde alger skyldes opblomstring af pansrede dinoflagellater. Årsagen er formentlig det solrige vejr og de høje temperaturer.

De røde alger kan i en periode udkonkurrere de andre mikroalger. Når det røde tidevand er væk, vender mikrolivet dog tilbage til normalen, det kan tage et par uger.

Se billederne Julie Andersen tog øverst i artiklen.