Venstre-politikere gider ikke debat

Et stort debat-arrangement i Spinderihallerne i Vejle, hvor borgerne kan møde politikerne i workshops, er aflyst. Årsag: Venstre-politikerne gider ikke deltage i deres egen debat.

- Vi kan simpelthen ikke få Venstre-folkene med. Vi har faktisk bragt det ud, så folk fra andre partier og helt almindelige mennesker kan komme ind og være med. Det har vi haft succes med. En stor del af de tilmeldte har været nogen, der ikke normalt er partiaktive. Men Venstre-folkene har vi simpelthen ikke fået op af sofaen i den her omgang, siger Merete Due Paarup, der er en af arrangørerne, til P4 Trekanten.

Rigtig, rigtig skuffet

På debatmødet skulle borgere og politikere diskutere, hvordan Danmark kan gøre til et bedre sted. Mødet har været planlagt i flere måneder - og alle lokale Venstre-folk var blevet inviteret med.

- Jeg synes ikke vi kan holde et arrangement, der er arrangeret af Venstre, uden Venstre-folk, siger Merete Due Paarup.

- Jeg er en lille smule overrasket og rigtig, rigtig skuffet, siger Merete Due Paarup til P4 Trekanten.

Blandt de få lokale Venstre-folk, der havde meldt sig til, var blandt andet Fredericias borgmester Thomas Banke.