Wang får lov at blive i fire år – åbner igen om en uge

Kinesiske Wang Zhao er lykkelig. Han har netop modtaget sin arbejds- og opholdstilladelse for de næste fire år. Så han genåbner sin sushi-restaurant på Fanø om en uge.

- Jeg er dybt taknemmelig for den støtte, jeg og min familie har modtaget, siger han til TV SYD. Uanset hvordan sagen ender, er jeg lykkelig for den støtte, folk har vist mig, og det får mig til at føle, at Danmark er mit nye hjemland.

Wang Zhao, 30, fik afslag på opholds- og arbejdstilladelse for to måneder. Derfor måtte han lukke sushi-baren, som han har drevet siden 2013.

- Det har været to slemme måneder, siger Wang videre til TV SYD. Ikke alene har jeg ikke fået løn, men jeg har haft svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle få tiden til at gå med.

Derfor ser han frem til at genåbne sushi-restauranten i Nordby.

- Det sker næste torsdag. Der er nogle ting, der skal anskaffes, før vi kan åbne igen.

Den nye arbejdstilladelse gælder fra onsdag til 14. juni 2020. Men Wang Zhao vil gerne have permanent opholdstilladelse – eller på sigt måske dansk statsborgerskab.

Op mod 10.000 borgere har støttet Wang Zhao på Facebook og andre sociale medier. Og mange har spurgt til, hvornår han kan åbne igen.

- De er ikke kommet med blomster, men vil gerne støtte ved at komme i min restaurant.