27 får og lam angrebet på en mark ved Bække
27 får måtte fredag lade livet, da et dyr - formodentlig en ulv - skambed eller dræbte dem, mens de græssede på en mark ved Bække. Et frygteligt syn, fortæller fåreavleren.
Fredag morgen ringede telefonen hos fåreavler Rasmus Buhl fra Give. Derefter blev det en rigtigt dårlig dag i en fåreavlers liv.
- De ringede fra gården, hvor jeg har en flok får gående. De havde hørt noget uro ved fårene, og så gik de ned for at kigge. Det så ikke godt ud, sagde de, og jeg måtte hellere køre derned, fortæller Rasmus Buhl.
Det gjorde han, og det så ikke godt ud. Fire får var så hårdt angrebet, at de ikke kunne bevæge sig. Mange andre var blevet bidt, men kunne stadig bevæge sig rundt.
- Jeg begyndte med at aflive de hårdest ramte, men måtte køre hjem for at hente en fangfold, for vi var nødt til at fange alle fårene for at se, om de havde nogen skader, fortæller Rasmus Buhl.
Og det havde de. 14 drægtige får og 13 lam måtte lade livet efter det, der formodentligt var et ulveangreb.
- Det er først, når vi får dem fanget, at vi kan se, at struben er knust, eller de er bidt i køllen. Det var fandme ikke rart at se sine dyr lide, fortæller fåreavleren fra Give.
Rasmus Buhl havde ikke ulvesikre hegn om fårene. Med fårene spredt på otte forskellige steder ville det koste én million kroner at få flytbare, ulvesikre hegn.
Jeg tænkte, nu gider jeg ikke mere
Rasmus Buhl, fåreavler.
- Og så mange penge er der heller ikke i fåreavl, som han siger.
Rasmus Buhl har søgt om støtte til at forhøje hegnet, så det kan blive mere sikkert. Ansøgningsfristen var 24. februar, og svaret kommer til maj, har fåreavleren fået at vide. Men inden skete altså dette.
- Lige da jeg stod derude i fredags, tænkte jeg, at nu gider jeg altså ikke mere. Men i dag tænker jeg, at vi prøver med de nye hegn, og så må vi se, hvilken effekt de har, siger den hårdt ramte fåreavler.