Brrrrr: Lufthavn måler Danmarks laveste temperatur i fire år

Onsdag aften kravlede temperaturen helt ned på 13,9 minus grader i Billund Lufthavn. Det er den koldeste temperatur, der er målt i Danmark siden januar 2017.

Den iskolde februar er godt på vej til at sætte nye rekorder. Over hele landet er temperaturen døgnet rundt under nul grader, og onsdag aften, omkring klokken 22, nåede vi den foreløbig laveste temperatur denne vinter.

Her blev der målt minus 13,9 grader i Billund Lufthavn. Det er ikke målt koldere siden 2017, hvor temperaturen var helt nede på 14,1 grader.

Det var en meget kold aften og nat i Billund Lufthavn. Grafik DMI.
Det var en meget kold aften og nat i Billund Lufthavn. Grafik DMI.

Kulden fortsætter lidt endnu

Torsdag er femte døgn, hvor temperaturen holder sig under frysepunktet i hele landet,  og vi skal tilbage til 2012 for at finde en sammenhængende periode med så mange døgn med minusgrader.

Det skriver TV2 Vejret.

I februar 2012 nåede termometeret helt ned på minus 23,1 grader.

Foreløbig ser det ud til, at minusgraderne fortsætter frem til fredag i denne uge. 

Herefter er der udsigt til, at vi igen kan komme op på nogle enkelte plusgrader.