Første arbejdsdag efter en af de koldeste påskeferier i mange år begynder våd og sjappet. Men varmen er på vej allerede i morgen onsdag.
Fra morgenstunden vil der primært i Trekantområdet helt fra Horsens til Kolding og ud med Billund og Vejen være risiko for glatte veje, advarer DMI.
Vejdirektoratet har sendt saltvognene ud på vejene fra 04-tiden, men risikoen for glatte veje varer ikke ved hele tirsdagen. Dagen begynder med temperaturer omkring frysepunktet. Dog vil nedbøren aftage og solen begynde at kunne skimtes i løbet af eftermiddagen. Temperaturen stiger til 5-10 grader, og vinden aftager.
Begge politikredse, Sydjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi, melder om en rolig nat i trafikken. Dog skete der ved 05.30-tiden et uheld på motorvej E20 lige nord for Kolding i retning mod Fyn, der i ti minutter kortvarigt spærrede for al trafik. Der er indtil videre ingen meldinger om årsagen til uheldet.
Snevejret er det sidste i denne omgang, og forårsvarmen banker på, så kan det meget vel vise sig at være vinterens sidste krampetrækninger, vi ser lige nu. Onsdag lover DMI op til 15 graders varme i Syd- og Sønderjylland. I den kommende weekend fortsætter de samme høje temperaturer og indleder foråret for alvor.