Oversigt

Syvårssøerne - mystikken om de specielle søer ligger i navnet

I Frederikshåb Plantage mellem Billund og Egtved opstår der jævnligt et helt specielt naturfænomen.

Syvårssøerne, der er søer omgærdet af mystik.

Når grundvandet stiger, dukker søerne op. Og når det falder, forsvinder søerne.

- Lige nu står grundvandet historisk højt i søerne, hvilket formentlig skyldes det meget våde vejr, siger Gert Hougaard Rasmussen, der er naturvejleder ved Naturstyrelsen Trekantsområdet.

Men faktisk hænger Syvårssøernes pludselige opståen normalt slet ikke sammen med, at det har regnet meget som i denne historisk våde april.

- Vi har ikke fundet nogen direkte sammenhæng mellem en regnfuld periode og stigning af vandet i søerne, fortæller Gert Hougaard Rasmussen.