Grundvandet står historisk højt i mystiske søer

Normalt hænger Syvårssøernes pludselige opståen slet ikke sammen med, at det lige har regnet.

Hvis der er noget vejret de sidste mange måneder har leveret i overflod af, så er det regn.

Senest var det april, der med over 100 millimeter blev den vådeste april i dansk vejrhistrorie.

De store mængder regn har medført, at grundvandet står usædvanligt højt rundt om i landet, hvilket blandt andet gør sig gældende i Frederikshåb Plantage, der ligger stik syd for Billund.

Historisk meget vand i Syvårssøerne ved Billind.
Historisk meget vand i Syvårssøerne i Frederikshåb Plantage ved Billind.
Foto: Jeppe Kyvsgaard, TV SYD

Her ligger det helt særlige naturområde, Syvårssøerne, som er nogle søer, der er omgærdet af mystik.

Når grundvandet stiger, dukker søerne op. Og når det falder, forsvinder søerne.

- Lige nu står grundvandet historisk højt i søerne, hvilket formentlig skyldes det meget våde vejr, siger Gert Hougaard Rasmussen, der er naturvejleder ved Naturstyrelsen Trekantsområdet.

Gert Hougaard Rasmussen er naturvejleder ved Naturstyrelsen Trekantsområdet.
Gert Hougaard Rasmussen er naturvejleder ved Naturstyrelsen Trekantsområdet.
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard

Normalt ingen sammenhæng med regnfuldt vejr

Hvis man sammenligner med samme tidspunkt sidste år, er der lidt mere end en meter til forskel i vandstanden.

- Et løst bud kunne være 30 til 40 centimeter i 2023, mens den her i 2024 sikkert er i nærheden af 150 centimeter, lyder det fra Gert Hougaard Rasmussen.

Og dette er altså formentlig som en konsekvens af, at grundvandet står virkelig højt efter nogle meget våde måneder.

Syvårssøerne
Vandstanden i Syvårssøerne står historisk højt, hvilket gør det svært går tørskoet rundt i området
Foto: Naturstyrelsen

Men faktisk hænger Syvårssøernes pludselige opståen normalt slet ikke sammen med, at det lige har regnet.

Nogle gange er der vand, som kan være der i et år eller måske fem år. Imellem disse perioder er det tørt, hvilket også er forbundet med store variationer.

- Vi har ikke fundet nogen direkte sammenhæng mellem en regnfuld periode og stigning af vandet i søerne, fortæller Gert Hougaard Rasmussen.

Naturvejlederen supplerer med, at der også kan være tørre perioder, som heller ingen indflydelse har på, om der er vand i søerne eller ej.

Syvårssøerne
Det bliver en våd omgang, hvis man sætter sig på denne bænk.
Foto: Naturstyrelsen

Til gengæld ved man, at Syvårssøerne har forbindelse til grundvandet. Dermed har regnen en indirekte betydning, da det over tid bliver til grundvand.

Da grundvandsspejlet har sine egne "bakker og dale", gør det netop Syvårssøerne meget uforudsigelige.

Mystikken om Syvårssøerne

Mystikken om de specielle søer tager sit udgangspunkt i navnet Syvårssøerne, som de har fået, fordi de kommer og går.

- For eksempel kan det hænge sammen med, at man i gamle dage bemærkede, at søerne dukkede op cirka hvert syvende år, forklarer Gert Hougaard Rasmussen.

Syvårssøerne
Syvårssøerne kommer og går - cirka hvert syvende år.
Foto: Naturstyrelsen

Det har dog ikke rigtig noget hold i virkeligheden, da der ikke er fundet en fast variation i, hvornår vandet dukker op.

- En anden forklaring kan også være, at man brugte det magiske syvtal til at beskrive netop det uforklarlige, lyder det videre fra Gert Hougaard Rasmussen.

Derimod er det sikkert, at du ikke kan finde navnet 'Syvårssøerne' på noget kort. Det er simpelthen selve fænomenet, der er blevet navngivet.