Flensborgborgmester om grænselukning: Det er en sort dag for det dansk-tyske samarbejde

Reaktioner fra borgmestre og erhverv i grænselandet på lukningen af grænsen.

Statsminister Mette Frederiksens meddelelse om at lukke de danske grænser midlertidigt har overrasket mange og ikke mindst i Tyskland. Flensborgs overborgmester, Simone Lange, er klar i mælet, når hun skal beskrive den danske beslutning.

- Jeg er ufatteligt rystet og ked af det. Det her er en stor fejl. Vi bremser smitten med karantæne og ikke med grænselukninger. Schengen-samarbejdet anser jeg dermed for begravet, udtaler overborgmesteren til Flensborg Avis.

At beslutningen kommer dagen før markeringen af grænseafstemningen i Zone 2 den 14. marts gør det kun endnu værre, mener overborgmesteren.

- Det er en sort dag for det dansk-tyske samarbejde, siger Simone Lange.

Alvorligt, men nødvendigt

Simone Langes borgmesterkollega i Aabenraa, Thomas Andresen (V) er helt med på, at det er en ganske usædvanlig situation.

- Det er alvorligt, men jeg tænker også, at det er nødvendigt. Vi har et fælles ansvar overfor de svage borgere, som ved en coronasmitte får det rigtig svært. Derfor synes jeg, at det er nogle nødvendige tiltag, vi tager lige nu. I og med at vi ikke kan sikre, at vi ikke får corona ind over grænsen, så bakker jeg fuldstændig op om de tiltag, siger Thomas Andresen til TV SYD.

Tønder håber på smidighed

Tønders borgmester Henrik Frandsen (V) udtrykker stor tillid til statsminister Mette Frederiksen og myndighederne. 
- At de lukker grænsen er meget vidtgående og kun med til at understrege den alvorlige situation, vi står i, siger han til TV SYD.
Ca. 600 mennesker kører hver dag hen over grænsen for at passe deres arbejde i kommunen. 80 af dem arbejder i Tønder Kommune. 
- Som jeg har forstået det, har vi dem til disposition. Så jeg forventer, at de mandag morgen stadig kan møde op på arbejde, siger borgmesteren, der beder til, at færdslen hen over grænsen kommer til at foregå så smidigt som muligt.
Langt hovedparten af de resterende 520 personer arbejder i produktionsvirksomheder så som slageriet i Skærbæk og andre industrivirksomheder.
 

Fleggaard: Det får konsekvenser

Fleggaard-koncernen med hovedsæde i Kollund omsætter for mere end syv milliarder kroner i blandt andet deres mange butikker syd for grænsen. De fleste af deres kunder kommer nordfra.
 
- Meldingen fra Statsministeren er helt ny, og selvfølgelig vil det få konsekvenser. Vi har kunder fra både Danmark, Sverige og Tyskland, der køber helt normale og nødvendige dagligvarer såsom kød-, mejeri- og kolonialvarer. Vi tilpasser vores kapacitet og åbning i forhold til efterspørgslen og vil følge udviklingen meget nøje, udtaler Lars Mose Iversen, direktør i Fleggaard og Calle kæden, til TV SYD.

Priss-butikkerne har valgt at lukke deres tre forretninger syd for grænsen på ubestemt tid fra lørdag.