I Fredericia snakker de coronaen ihjel

Den store coronasmittestigning i Aarhus har fået kommunerne i Syd- og Sønderjylland til at stramme op. I Fredericia vil de den kommende weekend gå rundt på stranden og snakke med folk om at holde afstand.

Nye tal fra Statens Serum Institut fra i dag fredag viser, at Esbjerg og Vejen er de kommuner i TV SYDs område med flest smittede.

I de seneste syv dage er der konstateret 13 smittede i Esbjerg, det er en stigning på to personer i forhold til i går. Det betyder, der nu er 11,3 borgere per 100.000 indbyggere, der er smittet i Esbjerg Kommune. 

I Vejen er der 11,7 smittede per 100.000 indbyggere. Det er stadig lidt i forhold til Århus. Der er smittetallet 61,1 pr. 100.000 indbyggere.

Karmakorpset il befinde sig på Østerstrand i den kommende weekend.
Karmakorpset il befinde sig på Østerstrand i den kommende weekend.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Et 'karmakorps' sendes til stranden

Fredericia er også en af de kommuner med få smittede. Her er der de seneste syv dage registreret tre nye tilfælde med covid-19.

Det er få, men det må ifølge borgmester Jacob Bjerregaard (S) ikke blive en sovepude. Det er vigtigt fortsat at forebygge ved at holde afstand og høj hygiejne - og mest af alt snakke med folk om, hvordan de skal gøre.

Borgmester Jacob Bjerregaard er med på karma-holdet denne weekend
Borgmester Jacob Bjerregaard er med på karma-holdet denne weekend
Foto: Nicolai Reinhold

Borgmesteren er med på holdet

Derfor har kommunen oprettet et såkaldt karmakorps, som består af kommunale folk samt frivillige fra både Ungdommens Hus, Natteravnene og fra det lokale Teater Malstrøm. De vil de kommende dage gå rundt på blandt andet Østerstrand og tale med folk om at huske at holde afstand. 

- I det super gode vejr, så ved vi, at der vil være rigtig mange mennesker på Østerstrand, så meningen med vores karmakorps er, at de vil være på stranden, og gå rundt og rådgive og snakke med de mange mennesker, som helt sikkert kommer i weekenden. Alt sammen for at huske folk på, at smitten stadig er her, og vi sammen skal forhindre, at vi får udbrud af coronavirus, som vi har set i flere andre byer, forklarer borgmesteren.

Antal smittede de seneste syv døgn:

  • Esbjerg 13
  • Horsens 5
  • Vejen 5
  • Fredericia 3
  • Varde 2
  • Tønder 1
  • Vejle 1
  • Haderslev 1
  • Kolding 1
  • Billund 0
  • Hedensted 0
  • Fanø 0
  • Aabenraa 0
  • Sønderborg 0

Kilde: Statens Serum Institut