Esbjerg har intet at bekymre sig om. Tværtimod

Ekspert ser en lys fremtid for Esbjerg med endnu flere energi-jobs end i dag.

- Esbjerg har intet at bekymre sig om, der er flere energijobs på vej end de 8-9000, vi samlet set kender i dag, siger off shore-ekspert og tidligere direktør på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, Morten Hahn-Pedersen.

Torsdag vedtog et bredt politisk flertal på Christiansborg at olie- og gasudvinding i Nordsøen skal stoppe i 2050, og det er giver kun forventning om en grøn fremtid med endnu flere off shore-jobs i Esbjerg end i dag, siger Morten Hahn-Pedersen og forklarer:

Det er byggeklodser

- Se på off shore-sektoren som et byggesæt af Lego-klodser. Nederst er bundpladen med olie- og gasudvinding. Den kører tredive år endnu. Det er vedtaget at udvide det største udvindingsområde, Tyra-feltet, derfra vil produktionen stige i de kommende år, det vil sige, at de nuværede olie- og gasarbejdere pensioneres derfra.

Oven på bundpladen ligger to sæt af klodser, blå og grønne.

Sidstnævne er vindenergien, som vil boome i de kommende år, fordi EU har vedtaget ambitiøse mål.

Tidevand og bølger

- Og så er der de blå klodser, det er indvinding af energi fra tidevand og bølger. De ligger lidt længere ude i fremtiden, men de blå og grønne spor rummer tilsammen fantastiske muligheder for dansk vindenergi og ikke mindst for Esbjerg.

Til sidst er der gårsdagens aftale om ccs (carbon capture and storage), hvor politikerne afsatte 200 millioner kroner til at pumpe CO2 ned i de efterladte olie- og gashuller i Nordsøens bund, i stedet for at lade det flyve ind i fremtiden. Det vil også skabe nye arbejdspladser i Esbjerg, siger Morten Hahn-Pedersen begejstret og tilføjer:

En god dag

- Samtidigt har investorerne fået cementeret deres vilkår for at operere i Nordsøen. Nu kender de deres investeringsvilkår. 

- Det er en rigtig god dag for Esbjerg, siger off shore-ekspert, Morten Hahn-Pedersen. 

Off shore-ekspert Morten Hahn-Pedersen fotograferet ved en tidligere lejlighed.
Off shore-ekspert Morten Hahn-Pedersen fotograferet ved en tidligere lejlighed.