I en bus på vej fra Mexicos næststørste by, Guadalajara, til landets hovedstad Mexico City sad den dengang 22-årige Birte Kjems fra Ribe sammen med resten af det danske kvindelandshold i fodbold.

De var på vej til semifinale mod Argentina ved det uofficielle VM for kvinder i Mexico i 1971. For første gang med et dansk kvindelandshold, bestående af spillere fra hele landet, som deltager. 

Birte Kjems stod på mål for det danske hold. Holdet var ubesejret, og humøret var i top.

Mundvigen vendte sig til gengæld nedad, da spillerbussen midt på ruten brød sammen. Uden mad og drikke var de strandet ude i det, der minder om en mexicansk ørken.

Ingen adgang for piger og kvinder

Birte Kjems er i dag 74 år. Hun begyndte at spille fodbold som barn i skolegården i Ribe.

- Lige siden jeg var bette, har jeg altid skullet have en bold. Jeg spillede med mine fætre i haven og med drengene i frikvarterene. Det var det, jeg ville.

Selvom kærligheden til boldspillet begyndte i en tidlig alder, blev den senere verdensmester først en del af et fodboldhold i sine sidste teenageår.

Fodbold blev frem til starten af 1970´erne set som en mandesport. Pigerne og kvinderne var ikke accepteret i Dansk Boldspil Union (DBU). Derfor var der få klubber at spille i.

Birte Kjems spillede i stedet håndbold, hvor hun nåede at spille i den danske 3. division.

Ifølge chefredaktør på Midtjyllands Avis og forfatter til bogen 'Den Glemte Triumf', Hans Krabbe, havde DBU´s tidligere formand ikke meget tilovers for kvinderne.

- Det var en nichesport, og DBU holdt kvinderne ud i en strakt arm. DBU´s formand gjorde nærmest grin med dem, hvor han mente, at han i hvert fald ikke havde tid til at se en kvindekamp, siger han. 

Men et halvt årti før triumfen på den anden side af jordkloden blev der arrangeret firmaturneringer i indendørs fodbold i Ribe og omegn. Lokale virksomheder spillede mod hinanden, og her måtte kvinderne være med.

Birte Kjems gik på lærerseminariet, men var ikke tilknyttet nogen arbejdsplads, der deltog i turneringerne. Det holdt hende dog ikke fra at spille sine første fodboldkampe. 

Hun og kammeraterne fra håndboldholdet spurgte den lokale mejerist, Grønnegades Mælkeforsyning, om de måtte spille i hans navn.

Det så han ingen problemer i, og med Birte Kjems som målmand vandt de turneringerne. Det var også i indendørshallen, hun opdagede sin favoritposition mellem målstolperne.

- Hvis målmanden lavede en fejl, kunne det ses på resultatet, og det tiltalte mig.

Efter succeserne i de sydvestjyske haller ville Birte også spille fodbold udendørs. Det fik hun lov til i Ribe Boldklub i 1968, hvor hun selv var med til at danne kvindeholdet.

- Vi var nødt til selv at finde på noget. Sådan var det hver gang.

Ifølge DR-dokumentaren fra 2017 'Da Danmark blev verdensmestre i fodbold' var der 3.000 piger og kvinder i landet, der spillede fodbold i begyndelsen af 70´erne.

Landsholdsudtagelsen

I foråret 1971 var kvinderne stadig ikke en del af DBU. Til gengæld blev Dansk Kvinde Fodbold Union (DKFU) stiftet med formål om at finde de bedste kvindelige fodboldspillere i landet.

Her så de Birte Kjems' evner på mål. Hun blev indkaldt til udtagelseskampe til det første kvindelige landshold, der skulle repræsentere landet ved en slutrunde.

En aften på Vanløse Idrætspark i København sad den dengang 22-årige ripenser på tribunen med de andre kvinder med et håb om at ende blandt de 16 spillere, der skulle repræsentere Danmark. 

En af de andre var den jævnaldrende bankmand, Asta Vig Sørensen, fra Billum nær Varde. Hun var venstreback, men spillede også håndbold og senere gymnastik på højeste niveau.

De udtagne spillere blev råbt op en efter en, så alle kunne høre, hvem der skulle med til Mexico og omvendt. 

Både Birte, Asta og den nu afdøde Annette Frederiksen fra Ribe kom med på holdet. De havde svært ved at juble over udtagelsen af respekt for de fravalgte. 

De bidske arrangører

Tilbage i bussen fra Guadalajara til Mexico City vidste Birte og Asta ikke, hvordan de skulle nå frem til de afgørende kampe.

Deres spillerbus var ikke til at redde. Mobiltelefonen var ikke opfundet, og uden mad og drikke føltes ventetiden i den mexicansk 'ørken' uendelig. 

Men hjælpen endte med at komme.

De italienske arrangører havde i håbet om at vinde turneringen givet de øvrige nationer ringere vilkår for at toppræstere. Det kunne blandt andet ses med danskernes spillerbus, der kunne få enhver brugtvognsforhandler til at rynke på næsen.

Derfor var det ifølge det danske hold en sjælden god gerning fra italienernes side, da de sendte deres topmoderne bus ud for at hente dem og køre Birte og kompagni resten af vejen til Mexicos hovedstad.

Nogle dage inden spillede Danmark kamp mod Italien i turneringens gruppespil. Kampen endte 1-1, hvilket blev eneste gang, at Birte Kjems ikke vandt en kamp med landsholdet og eneste gang, at modstanderen scorede på hende i landsholdsregi. Det kan stadig irritere hende i dag.

Italienerne var ifølge Birte svinske i deres spillestil, når lykken ikke tilsmilede dem. De ville vinde, koste hvad det ville.

Derfor blev hun ikke fan af arrangørerne, selvom de kørte dem til semifinalen. Hun håbede på, at Italien ville tabe deres kamp, hvor de mødte Mexico. 

Det endte de med at gøre, mens Danmark på trods af en turbulent rejse slog Argentina i sin semifinale.

Finalen

At nå finalen var en uvirkelighed, der blev virkelig.

Birte Kjems og Asta Vig fortæller, at de gik efter guldet, men de troede ikke på det. 

De spillede i løbet af turneringen foran mellem 20 og 30.000 tilskuere. Det gav dog ikke den store gåsehud for Birte og Asta, da stadionerne kunne rumme mere end 100.000 tilskuere, så VM-atmosfæren havde indtil videre ikke chokeret de to sydvestjyder.

Interessen for dem steg til gengæld på alle tangenter op til finalen mod mexicanerne.  Danskernes træningsbane var omringet af hjemmeholdets fans.

Ligesom arrangørerne var værtsnationen også villig til at tage usportslige metoder i brug for at vinde.

Dagen før finalen var der 'folkefest' rundt om Danmarks hotel. De forsøgte at forhindre danskerne i at falde i søvn ved at dytte i deres biler og affyre fyrværkeri ved hotellet. 

Det danske landshold var dog forudseende og overnattede i stedet privat hjemme ved den danske ambassadør.

Med en ordentlig nattesøvn var Birte og resten af holdet på vej mod Estadio Azteca i Mexico City, hvor de blev eskorteret af politiet.

Målmanden fra Ribe og bankmanden fra Billum blev overvældet over den kulisse, der mødte dem.

Mere end 110.000 mexicanere skabte en heksekedel. Birte Kjems og Asta Vig var nervøse, da de trådte ind på grønsværen, der var omringet af meterhøje menneskemængder.

Men da kampen blev fløjtet i gang, var det en kamp som alle andre.

Da kampen blev fløjtet af, havde mexicanerne scoret nul mål på Birte Kjems, mens Danmark scorede tre gange.

Danmark blev verdensmestre.

Hjemturen og eftermæle

Da holdet vendte snuden hjemad, var det også med bump på vejen som busturen i Mexico.

Ved en mellemlanding i Paris missede det danske hold flyet hjem til København. Det lykkedes dem i stedet at komme med et fly til Gran Canaria, og derfra endte de i Københavns Lufthavn. Her blev de mødt af den danske presse.

De skulle videre til Rådhuspladsen i København.

Men grundet det missede fly endte fejringen ikke, som den senere gjorde for fodboldherrerne ved EM i 1992.

- Det var mørkt, og pandekagerne var blevet kolde, siger Birte Kjems.

Kvinderne blev optaget i DBU et år efter VM, og i 1973 blev det første officielle danmarksmesterskab afholdt. Det endte med Ribe Boldklub og Birte Kjems som mestre.

Men selvom kvinderne fik mere anerkendelse, blev verdensmesterskabet ifølge Hans Krabbe glemt af de fleste danskere.

Kvindefodbolden var nemlig stadig lille på trods af sejren.

- Alt, der skete i kvindefodbold på det tidspunkt, var på trods. Det var drevet af ildsjæle rundt omkring i små klubber, så der var ikke nogen national bevidsthed, siger han.

I dag er kvindefodbolden heller ikke på højde med herrefodbold. Men der er ifølge Hans Krabbe sket store ændringer gennem fem årtier. Han mener dog, at Danmark halter efter flere lande i Europa.

- I England skal alle Premier League klubber have et kvindehold, og det skal de ikke i Superligaen. Så der er stadigvæk kampe, der skal kæmpes, inden kvindefodbolden herhjemme er på niveau med mandlig fodbold, siger han.

Birte Kjems nåede at spille seks officielle landskampe for Danmark. Efter sin fodboldkarriere blev hun også danmarksmester i orienteringsløb.