Juleglæden slukket tidligt i år: Lyskæderne må ikke komme op igen

For fire år siden begyndte Lars Nielsen at sætte julelys op over vejen, hvor han bor. Nu har kommunen bestemt, at han har sat det op for sidste gang.

Hver december tager vi kasserne med julepynt frem, pynter op og pakker igen det hele ned for at gemme det til næste år.

Det plejer Lars Nielsen, der bor på L V Jensens Alle i Esbjerg, også. Men næste år må han ikke finde sin julepynt frem igen – i hvert fald ikke det, der lige nu lyser ude foran hans hus. Det har afdelingen Vej og Park i Esbjerg Kommune besluttet.

Den kommunale afdeling ringede i går Lars Nielsen op og fortalte, at buerne med lys og gran, der går fra hans egen matrikel op over vejen og over til genboen, ikke er høje nok, og at de desuden er placeret på kommunens grund.

 
 
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Det er fjerde år, at Lars Nielsen med hjælp fra sine naboer sætter julebelysningen op. Han indrømmer, at de for fire år siden ikke undersøgte reglerne ordentligt, men han er ked af, det skal tages ned, når han har set, at lastbiler og andre høje køretøjer har kunnet komme under:

- Alle er i godt humør, når de kommer nedad gaden og kigger, siger Lars Nielsen.

Han fortæller, at mange borgere passerer hans hus, når mørket først falder på, og lysene tændes.

Ærgerlige naboer

Overfor Lars Nielsen bor Jørgen Bay. Det er hans facade, lysene buer over mod. Han hjælper med at pynte op hvert år. Han er ekstra trist – særligt for de børnehaver og plejehjemsbeboere, der også lægger vejen forbi:

- Juleglæden dør i Esbjerg, for så er der ikke andre, der gider pynte op. Det er lidt tragisk.

Lars Nielsen har fået lov at lade lysudsmykningen stå denne julesæson over, og det giver esbjergenseren kreative løsninger i hovedet.

- Så kan det være, det bliver en meget lang sæson. Måske på 10 år, det ved man ikke, griner han.

 
 
Foto: Finn Grahndin, TV SYD