Oversigt

Landstræner ikke klar til at droppe Esbjerg - tiden rækker ikke

På den ene side erklærer han sig superglad og stolt over at få tre år mere som landstræner. På den anden side erkender Jesper Jensen, at han er trist over, at karrieren på sidelinjen i Team Esbjerg slutter næste sommer.

Den 45-årige håndboldtræner har måttet vælge mellem to drømmejob. For tiden rækker ikke længere til den dobbeltfunktion som klub- og landstræner, han har haft siden 2020.

Jensen slår fast, at beslutningen om at kvitte jobbet i Esbjerg er hans egen og kun hans.

- Folk i Dansk Håndbold Forbund har hele tiden gjort klart, at deres ønske var, at jeg var landstræner på fuld tid. Men der har ikke været noget pres overhovedet, understreger han over for Ritzau.