Nyt skoleprojekt: Pas på pengene

I brætspillet kan man vinde - og tabe. Ligesom i virkelighedens verden. Foto: Finn Grahndin
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Revisionsfirmaet PwC står bag et nyt undervisningsforløb, der skal gøre de unge mere økonomisk ansvarlige - og ikke ende i tv-programmet "Luksusfælden".

Terningerne er kastet. Eleverne på tre skoler i Esbjerg er i fuld gang med et brætspil, hvor det handler om at spare op. Det er afslutningen på et tre ugers undervisningsforløb, hvor de unge har lært om budgetter og om den økonomisk dydige vej mod økonomisk ansvarlighed og sikkerhed.

Det er udarbejdet af firmaet Skoleglæde.nu for den danske afdeling af det verdensomspændende revisionsfirma PwC (tidligere PricewaterhouseCoopers).

Nogen gange kan jeg godt bruge lidt for hurtigt penge på mad og tøj.

Naja Sorell, 8. klasse på Hjerting skole 

Sunde økonomiske valg

På Hjerting skole følger Palle H. Jensen, partner hos PwC i Esbjerg, med på sidelinjen. Det er 8.klasserne, der delt i hold kæmper mod hinanden.

- Vi er da stolte over at være med til at give de unge den her læring, for der er ingen tvivl om, at det er afgørende, at de unge bliver godt rustet til at træffe sunde, økonomiske valg i fremtiden, siger han.

Det gælder om at få sparet så meget op som muligt under spillet. Foto: Finn Grahndin

Hurtige tilbud

Spillet er afprøvet i Ringsted og fortsætter nu på Sønderris skole, Tjæreborg skole og Hjerting skole i Esbjerg. Derefter fortsætter det tre uger lange undervisningsforløb rundt omkring i Danmark.

- Spillet indeholder dilemmaer, som holdene skal tage stilling til, og de unge vil blive fristet af hurtige tilbud undervejs i spillet - præcis som i virkeligheden, fortæller Palle H. Jensen.

- Nogen gange kan jeg godt bruge lidt for hurtigt penge på mad og tøj og sådan noget, indrømmer Naja Sorell, 8.b på Hjerting skole.

Speedboxing

Eleverne bliver desuden udfordret med matematiske opgaver - og fysiske øvelser. For der er gode muligheder i spillet for at tjene penge og spare op ved at lave armbøjninger, speedboxing eller stå på hovedet.

Matematiske hovedbrud og fysiske øvelser indgår i spillet.   Foto: Finn Grahndin

Tilsyneladende har undervisningen båret frugt. Flere unge fortæller, at de er blevet mere bevidste om deres valg nu.

- Jeg er begyndt at tænke mere over det i forhold til, at man skal passe på med at komme i minus - og i Luksusfælden, siger Frederik Ilsøe Nielsen, 8.c på Hjerting Skole i Esbjerg.

Mange unge slås med økonomien

Tal fra RKI viser, at ca. 47.000 unge i alderen 18-30 år er registreret med mindst én anmærkning i RKI. Samtidig viser en undersøgelse fra 2018 fra Tænk og Trygfonden fx, at hver 9. ung slås med økonomien, og at ca. 140.000 unge har tilbagevendende betalingsproblemer i hverdagen, hvilket i sidste ende kan have konsekvenser i forhold til mulighederne for, om man kan uddanne sig, stifte familie, købe bolig, osv.

  Foto: Finn Grahndin

Patienterstatningen har afsluttet alle sager om benamputation

Som følge af undersøgelsen om amputationer i Region Midtjylland gik også Region Sjælland og Region Syddanmark i gang med at undersøge amputationssager. (Arkivfoto). Foto: Frank Blauenfeldt, TV SYD
Af Ritzau
Udgivet

Ifølge Patienterstatningen kunne flere dødsfald være undgået, hvis patienter havde fået rettidig behandling.

Patienterstatningen har afgjort samtlige erstatningssager om benamputerede patienter i Region Midtjylland.

Det oplyser direktør i Patienterstatningen Karen Inger Bast til DR lørdag.

Patienterstatningen konkluderer, at flere dødsfald kunne være undgået, hvis patienterne havde fået rettidig karkirurgisk behandling.

- Det er selvfølgelig helt forfærdeligt. Og i de sager har de pårørende fået erstatningen. Det må være hårdt for dem at vide, at det her dødsfald kunne være undgået, siger Karen Inger Bast til DR.

Sagen med amputationer, der muligvis kunne have været undgået, rullede i Region Midtjylland i 2022.

En undersøgelse viste, at en række amputationspatienter i regionen muligvis kunne have undgået amputation, hvis de havde fået den rette karkirurgiske behandling i tide.

De pågældende patienter blev derefter vejledt i at søge erstatning.

For sen behandling kostede liv

Ifølge DR konkluderer Patienterstatningen, at fem patienter døde af for sen behandling i Region Midtjylland.

Region Midtjylland er ved at gennemgå de 65 sager om fejlagtig benamputation, hvor Patienterstatningen har givet medhold til patienter.

Desuden har regionen investeret omkring 20 millioner kroner i at forbedre karkirurgien, skriver DR.

Som følge af undersøgelsen i Region Midtjylland gik også Region Sjælland og Region Syddanmark i gang med at undersøge amputationssager.

Også her blevet der fundet patienter, der kunne have undgået amputationer, hvis de havde fået den rette karkirurgiske behandling i tide. Patienterne blev vejledt i at søge erstatning.

En sammenligning på tværs af regionerne, der udkom i sommeren 2022, viste, at Region Sjælland var den region, som havde haft flest amputationer per 100.000 indbyggere.

Oxen-forfatter hædret med fornem titel

Jens Henrik Jensen modtog ligeledes prisen for årets bedste krimi ved krimimessen på Fængslet i Horsens i 2023. Foto: Nicolai Grauholm, TV SYD
Udgivet

Prisen som Årets Forfatter 2024 er gået til forfatter Jens Henrik Jensen fra Søvind ved Horsens ved dette års Bogforum.

Krimiforfatter Jens Henrik Jensen fra Horsens, der står bag den succesfulde bogserie om krigsveteranen Jens Oxen, er ved dette års udgave af Bogforum, som løber af stablen denne weekend i Hovedstaden, blevet kåret som Årets Forfatter 2024.

- Det er jeg superglad for. Sådan nogle priser er i høj grad en anerkendelse og et skulderklap fra læserne, som følger med og interesserer sig for mine bøger, siger Jens Henrik Jensen.

Det er netboghandlen plusbog.dk, der står bag kåringen.

Når forfatteren selv skal komme med et gæt på, hvad der har gjort Oxen-serien så populær, så er det hovedkarakteren, han peger på.

- Det er ikke nok i en krimiserie, at handlingen er spændende, der er nødt til at være noget mere, der bæres igennem, og der tror jeg, at jeg har ramt noget med min hovedperson. Hans væsen og det, han har været igennem som krigsveteran, er noget andet, end man typisk møder i en spændingsroman, forklarer Jens Henrik Jensen.

Læs indstillingen her:

Med OXEN-serien har Jens Henrik Jensen formået at skabe et enormt spændende krimiunivers. Jens Henrik Jensen har et fast publikum, og efter at første bog i serien nu også er blevet sendt på Netflix som serie, er flere læsere og seere kommet til. Bøgerne er meget velskrevne, spændingsfyldte og med masser af drama. Jensen er god til at lave plottwists, så man ikke kan lure som læser, hvem der holder med hvem, hvem arbejder sammen, og hvem kan stole på hinanden.

Jens Henrik Jensen var i afstemningen oppe imod de anerkendte kolleger: Katrine Engberg, Elsebeth Egholm, Thomas Korsgaard og Jakob Martin Strid.

På trods af det stærke felt af konkurrenter, blev det en overbevisende sejr til forfatteren fra Søvind ved Horsens, som løb med hele 47,6% af alle stemmer.

- Det er virkelig imponerende at se, at det blev så sikker en vinder. Det havde vi ikke forudset. Vi synes igen i år, at feltet er virkelig godt og skarpt. Det er altid meget svært at udpege bare tre forfattere, fordi vi har så mange dygtige i Danmark, og i år har vi derfor valgt fem nominerede, som læserne har kunnet stemme på, udtaler Helene Kristensen fra Plusbog.dk på deres hjemmeside.

Pilgrim er det seneste bind i serien om Niels Oxen. En serie, der er udkommet i 14 lande. Foto: Nicolai Grauholm, TV SYD

Med til historien hører, at universet omkring krigsveteranen Niels Oxen den seneste tid er blevet udvidet til tv og streaming, og det mener forfatteren også spiller ind på resultatet af afstemningen.

- Jeg tror, at fordi første sæson af tv-serien kørte sidste år, er der nogle nye læsere, der har kastet sig over mine bøger, og måske også nogle, der slet ikke kendte til bøgerne, inden tv-serien udkom, siger Jens Henrik Jensen.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.