Oversigt

Team Esbjerg besejrer NFH og er semifinaleklar

Team Esbjerg indledte fredag aften nogle intense uger med at spille sig i semifinalen i Kvindeligaen, efter Nykøbing Falster Håndbold (NFH) på udebane blev besejret med 30-18.

Med sejren indtager Esbjerg førstepladsen i slutspilsgruppe 1 med otte point og er dermed sikker på en plads i top-2 i gruppen, hvilket giver avancement til semifinalen. Vestjyderne har vundet samtlige kampe i denne sæson i Kvindeligaen.

Fredagens kamp var startskuddet på nogle hektiske uger for Esbjerg.

Foruden slutspillet i Kvindeligaen, hvor medaljerne skal fordeles, er Jesper Jensens tropper også fortsat med i Champions League, hvor holdet i næste uge spiller den første af to kvartfinaler mod ungarske Ferencvaros på udebane.