Strikkefest på Fanø også til næste år

I Sønderho på sydspidsen af Fanø har man gennem flere år arrangeret en strikkeevent samtidig med Christel Seyfarths store tilløbsstykke i Nordby. Og de har tænkt sig at holde fast i en strikkefestival i Sønderho også i fremtiden.

Nordby Wooldays – by Fanø Strikkefestival - lukker og slukker for altid i dag, søndag, efter 18 år.

Men det er ikke slut med strikkefester på Fanø. En flok borgere i Sønderho har gennem flere  år afholdt en lille strikkefestival på Fanøs sydspids, samtidig med at den store festival løb af stablen omkring Nordby. Og det har de tænkt sig at fortsætte, selvom den 'store festival' lukker og slukker.

Karen Wohlert, frivillig på Fanø Strik.
Karen Wohlert, frivillig på Fanø Strik.

- Der er kommet flere i år, end vi forventede. Det er folk fra nær og fjern. Der har også været en del tyskere, nordmænd og svenskere, fortæller Karen Wohlert, der er frivillig på Fanø Strik og fortsætter:

- Det dejlige ved denne strikkefestival er, at det skaber et fællesskab, og man er sammen om det her i byen og generelt på Fanø. Vi håber, at folk kommer også næste år.

Fanø Strik er en  lille strikkefestival lavet af de lokale i Sønderho på Fanø. Deres strikkefestival fortsætter også i 2024-
Fanø Strik er en lille strikkefestival lavet af de lokale i Sønderho på Fanø. Deres strikkefestival fortsætter også i 2024-
Foto: Anne Sofie Lindinger, TV SYD

Det er Christel Seyfarth, der opfandt begrebet 'strikkefestival', som har fundet sted på Fanø siden 2005.
Efterfølgende er ideen om festivaller og strik kopieret andre steder rundt om i Danmark. Blandt andet Masker i Marsken, der afholdes på Tønderegnen, samt den nye Sønderborg Strikkefestival. 

Men strikkefestivalen, som ægteparret har afholdt på Fanø i alle årene, er nu helt slut, når boder og workshop lukker og slukker søndag.

Selvom det er vemodigt, så er Christel Seyfarth helt afklaret.

Christel Seyfarth lukker og slukker Fanø Strikkefestival. Arkivfoto
Christel Seyfarth lukker og slukker Fanø Strikkefestival. Arkivfoto
Foto: Wasabi Film

- Det er som et barn på 18 år, der skal flytte hjemmefra, så der er da nogle følelser i det. Men nu skal vi noget andet, barnet skal flytte hjemmefra, siger Christel fredag, da TV SYD besøgte øen.

Christel og Jørgen Seyfarth har solgt deres strikkefestivalkoncept til Thy, hvor den fra 2024 drives videre under navnet Hurup Wooldays.