Oversigt

Udlejer hiver DanCenter i retten

Feriehusudlejeren Admiral Strand, der er ejet af DanCenter, har i mange år været gode lejere af en kontorbygning på Fanø.

Men sidste sommer undrede deres udlejer, Thomas Element, sig over, at pengene ikke tikkede ind til tiden eller overhovedet.

- Der gik typisk to til tre uger, hvor jeg skulle skrive og ringe til dem, men der var ikke rigtig nogen, der svarede. Så kom der forskellige undskyldninger for, hvorfor de ikke kunne betale, siger Thomas Element.

I første omgang valgte han ikke at sende rykkere, men efter mange måneders frustrationer så han ingen anden udvej end at gå rettens vej.

- Det er da trist. Hvis de har økonomiske problemer, er det da synd for dem. Jeg vil da gerne give dem lidt kredit, men det synes jeg også, at jeg har gjort nu, siger han.

Efter at TV SYD er gået ind i sagen har DanCenter nu pludselig betalt. Men Thomas Element fastholder sagen i fogedretten, for de mangler stadig at betale for sagens omkostninger, siger han.