Feriegigant har ikke betalt husleje i månedsvis

Feriehusbureauet Admiral Strand har siden sidste sommer undladt at betale flere måneders husleje for deres kontor på Fanø. Nu har udlejeren fået nok og stævnet bureauet. Efter henvendelser fra medierne er der pludselig tikket penge ind.

Den første i måneden plejer huslejen at tikke ind på Thomas Elements konto. 

Han har i flere år udlejet en kontorbygning på Fanø til feriehusbureauet Admiral Strand, der er ejet af DanCenter.

Men siden sidste sommer er pengene ikke dukket op til tiden – og nogle måneder slet ikke.  Nu har han valgt at tage konsekvensen og indgive en stævning til fogedretten. 

quote

Jeg vil da gerne give dem lidt kredit, men det synes jeg også, at jeg har gjort nu

Thomas Element, udlejer

- Alt skal ikke bare gå op i penge, men nu er vi desværre nået dertil, at vi må gå rettens vej. Så derfor kommer der nu rykkergebyrer og advokatgebyrer på, siger han.

Admiral Strand har lejet lokalerne i mange år og har ifølge Thomas Element været gode lejere gennem alle årene - lige indtil sidste sommer. 

- Der gik typisk to til tre uger, hvor jeg skulle skrive og ringe til dem, men der var ikke rigtig nogen, der svarede. Så kom der forskellige undskyldninger for, hvorfor de ikke kunne betale, siger Thomas Element.

I første omgang valgte han ikke at gøre det store, men efter mange måneders frustrationer så han ingen anden udvej end at gå rettens vej.

- Det er da trist. Hvis de har økonomiske problemer, er det da synd for dem. Jeg vil da gerne give dem lidt kredit, men det synes jeg også, at jeg har gjort nu, siger han.

I 2019 blev DanCenter solgt til en indisk investor, der ejer en af verdens største hotelkæder. 

Det betyder, at DanCenter har outsourcet store dele af kundesupporten, it-afdelingen, økonomiafdelingen og hr-afdelingen til hovedkontoret i Indien, hvilket ifølge DanCenter selv har givet 'startvanskeligheder'.

Nu har de betalt

Men efter at TV SYD og Ekstra Bladet har henvendt sig om sagen i sidste uge, har Admiral Strand nu pludselig betalt, fortæller Thomas Element.

- Jeg har lige fået pengene her til morgen, fortæller han.

Det samme fremgår af et skriftligt svar på engelsk sendt fra DanCenters presseafdeling til TV SYD fra en unavngivet 'DanCenter talsperson'.

- Vi kan ikke se nogen udstående leje til hans konto som påstået. Faktisk er vi i kontakt med Element Invest og deres team for at sikre os rettidig betaling, lyder det.

Dog mangler de stadig at betale for omkostninger i forbindelse med fogedretssagen, og derfor opretholdes sagen, fortæller Thomas Element.

Ifølge det engelske svar fra DanCenter skyldes deres manglende betaling af husleje blandt andet, at de har bedt om at få månedlige fakturaer udover den lejekontrakt, de allerede har, hvor al information om betaling ellers fremgår.

- Jeg er sikker på, at hvis der laves månedlige fakturaer, så vil betalingsprocessen gå glattere, lyder det fra den unavngivne DanCenter-talsperson.

Men det er 'noget fis', siger Thomas Element.

- Man skal ikke lave en faktura for at få sin månedlige husleje i Danmark. Sådan fungerer det ikke. Men fordi de bad om at få fakturaer, så har de allerede fået det på den måde siden februar, og det hjalp ingenting, siger Thomas Element.

- Det er ikke en dansk måde at gøre det på. Og så må de informere om, at de vil lave det om. Man er jo ikke fritaget fra at betale, bare fordi man laver sine egne regler, siger han.

Feriehusbureauet Admiral Strand er ejet af DanCenter.
Feriehusbureauet Admiral Strand er ejet af DanCenter.
Foto: Helena Christensen Bendixen, TV SYD Grafik: Lasse Lund Hansen

Kritik fra alle sider

Den seneste tid er kritikken haglet ned over feriehusudlejeren DanCenter, der er en af landets største. 

Gæster og sommerhusudlejere har kritiseret virksomheden for at annullere bookinger og ikke at betale husejerne for udlejninger.

Nu er det Admiral Strand, der står for skud. Bureauet udlejer private sommerhuse langs vestkysten og i Nordjylland.

I slutningen af marts kunne TV SYD fortælle, hvordan ægteparret Lars og Pia Lichtenstein havde store udfordringer med DanCenter.

Den 1. december overtog de nøglerne til deres nye ferielejlighed på Rømø. Med i handlen fulgte en kontrakt, som den tidligere ejer havde indgået med DanCenter.

Siden har problemerne for parret stået i kø. De har blandt andet ikke modtaget betaling for udlejning af lejligheden. 

- Vi får at vide, at den er lejet ud, men vi har ingen penge fået. Gad vide, om vi overhovedet får nogle penge. Vi ved ingenting, for vi kan ikke komme i kontakt med dem, siger Pia Lichtenstein.

Ægteparret Lars og Pia Lichtenstein vil forsøge at opsige udlejningsaftalen med DanCenter, som de overtog fra den tidligere ejer af deres nye ferielejlighed, så hurtigt som muligt.
Ægteparret Lars og Pia Lichtenstein vil forsøge at opsige udlejningsaftalen med DanCenter, som de overtog fra den tidligere ejer af deres nye ferielejlighed, så hurtigt som muligt.
Foto: Alex Syrik, TV SYD

Kigger man på anmeldelsesportalen Trustpilot, hvor kunder kan vurdere en virksomhed på en skala fra en til fem stjerner, er utilfredsheden også til at få øje på. 

I marts modtog Admiral Strand 16 anmeldelser med den laveste karakter i form af én stjerne. Her skriver mange af kunderne, at de har svært med at komme i kontakt med bureauet.

I mange af anmeldelserne går det igen, at kunderne har svært ved at få kontakt til Admiral Strand.
Video: Trustpilot.dk