30 tip til politiet om formodet drabsmand på scooter

Sydøstjyllands Politi har modtaget omkring 30 henvendelser, efter at de tirsdag gik ud med en efterlysning af den mand, der flygtede på scooter efter skuddrab i Fredericia.

Politiets efterforskere er sikre på, at det var en sortklædt mand på en scooter, der mandag skød og dræbte en 24-årig mand i Fredericia.

Det fortæller Carit Andersen, politiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Politiet ønsker dog ikke at oplyse, hvorfor man er sikker på, at manden på scooteren er drabsmanden. 

Ifølge politiet tager drabet muligvis udspring i, at den dræbte var medlem af en gruppe, som er i konflikt med nogle andre personer.

Sydøstjyllands Politi har modtaget omkring 30 henvendelser, som der nu gennemgås og efterforskes på baggrund af.

Politiinspektør Carit Andersen fortæller, at der er flere spor, der skal undersøges nærmere.

Henvendelserne favner bredt, og flere af henvendelserne drejer sig specifikt om scooteren, som flere har set køre rundt i Fredericia før gerningstidspunktet. 

- Vi opfordrer fortsat borgere til at henvende sig til os via 1-1-4, hvis de genkender personen på scooteren eller har andre oplysninger i sagen. Det er meget vigtigt for os, understreger politiinspektør Carit Andersen fra Sydøstjyllands Politi.  

Visitationszoner i Fredericia

På baggrund af skudepisoden i Fredericia har Sydøstjyllands Politi valgt at oprette visitations-zoner i Fredericia.

Visitations-zonerne oprettes i forebyggende øjemed, og de gælder fra den 25. februar 2020 kl. 13.00 til og med den 25. marts 2020.

Der er på nuværende tidspunkt ikke opgørelser af, hvor mange der konkret er blevet visiteret siden oprettelsen af visitationszonerne, og om der er beslaglagt våben.