Enmandshær: Bobbie vinder fællesskabspris

Bobbie Nielsen har stiftet en Facebookgruppe, hvor 70.000 medlemmer hjælper hinanden. Derfor har han vundet publikumsprisen ved Fællesskabsprisen 2020.

En utrættelig enmandshær. Det er de flotte ord, som Bobbie Nielsen fra Fredericia får med på vejen.

Han har netop vundet publikumsprisen ved Fællesskabsprisen 2020. Her har almindelige mennesker stemt på deres favorit tiltag.

- Prisen i sig selv betyder ikke så meget for mig. Det, der betyder noget, er, at folk har stemt på mig og synes, at jeg fortjener en eller anden form for anerkendelse, siger Bobbie Nielsen.

Fællesskabsprisen blev først gang uddelt i 2014. Prisen har til formål at hylde hverdagens oversete helte. I den fold er Bobbie Nielsen nu indlemmet.

Står bag kæmpe succes

I motivationen for prisen lægges der vægt på at fredericianeren har stiftet  Facebookgruppen ‘Vi er til for at hjælpe hinanden’. Her hjælper over 70.000 medlemmer på daglig basis hinanden, og hvor der samtidig gøres en enorm indsats for at bekæmpe mobning på nettet.

- Den pris, jeg har modtaget, er alles pris. Jeg ser det ikke som min pris, fordi vi er et netværk, der gør meget for hinanden i fællesskab. Jeg er godt klar over at jeg er ansigtet udadtil, men der er jo rigtig mange mennesker med indover. De skal hyldes lige så meget, som jeg skal, siger Bobbie Nielsen.

Et projekt er naturligvis ikke nok for den driftige Bobbie Nielsen. Han karakteriseres også som et forbillede med en drivkraft, der smitter. Han har gennem flere år stået for forskellige events, som er målrettet socialt udsatte. Blandt projekterne er ‘Sommerrock med Kant’ i Fredericia og gave- og maduddelinger til jul og fødselsdage til udsatte i lokalområdet.

- Jeg synes, at vi alle fortjener anerkendelse – ikke bare mig, siger Bobbie Nielsen.

Fællesskabsprisen er et partnerskab mellem 3F, Dekra, DGI byen og Rema 1000. Bobbie Nielsen vandt publikumsprisen, som er den eneste af ti priser, som ikke afgøres af en jury. Se resten af vinderne her.