Oversigt

Fyret Fredericia-direktør: - Den korteste jeg nogensinde har prøvet

Michael Maaløe var indtil fredag direktør for Børn, skole og kultur i Fredericia Kommune.

Men et enig byråd stemte for at fyre direktøren efter blot en måned. Han fik knap 1,5 millioner kroner med sig i fratrædelsesgodtgørelse - også kaldet gyldent håndtryk.

I et opslag på LinkedIn skriver Michael Maaløe, at ansættelsen er "den korteste jeg nogensinde har prøvet".

- Det er med stor ærgrelse, jeg fik beskeden om, at byrådet ønskede at stoppe vores samarbejde, skriver Maaløe.

I maj 2022 blev han fyret som skoledirektør i Randers Kommune, efter JP Randers havde afsløret massive problemer i børn- og skoleforvaltningen, blandt andet vedrørende Michael Maaløes ledelsesstil.

Medarbejderne kunne melde om en frygtkultur, der fik de ansatte til at knække psykisk.

Også kommunaldirektør Camilla Nowak Kirkedal blev afskediget med et gyldent håndtryk på 3,5 millioner kroner.