Minister: Tillid til sikkerhed i Fredericia C

Sikkerheden er i orden, når der bygges boliger på den gamle Kemira-grund i Fredericia. Det svarede miljøminister Ida Auken (SF) i et åbent samråd i Folketinget kort før middag.

Ministeren svarede på spørgsmål fra Jørn Dohrmann, Vamdrup, som er miljøordfører for Dansk Folkeparti. Han mener ikke, at det vil være sikkert at bygge boliger i Kemira-grunden, som i dag kaldes FredericiaC, fordi boligerne kommer til at ligge mindre end 500 meter fra Shells havneterminal, hvorfra der udskibes olie og gas.

Fuld tillid

I sit spørgsmål henviser Jørn Dohnrmann til fyrværkeri-ulykken i Seest, hvor en brandmand blev dræbt og et helt boligkvarter blev lagt i ruiner, da et fyrværkerilager eksploderede.

Ida Auken sagde under samrådet, at hun har fuld tillid til, at sikkerheden er på plads, hvis der bygges boliger på havnegrunden.

Debat i TV SYD i aften

Jørn Dohrmann ville også vide, hvem der har ansvaret, hvis der sker en ulykke på Shells havneterminal og det koster menneskeliv?

Ida auken erklærede, at ansvaret er hendes.

- Efter seest har vi netop skærpet reglerne - og der skal laves indgående individuelle risikovurderinger. Beregninger viser, at sikkerheden inde på FredericiaC vil være den samme som uden for FredericiaC, og jeg har fuld tillid til både Fredericia Kommune og vort eget tilsynssystem, sagde Ida Auken.

Jørn Dohrmann og Fredericias borgmester, Thomas Banke (V), diskuterer dagens udmelding fra miljøministeren direkte i TV SYD i aften kl. 19.30.