Tæt på en kvart million mennesker samledes til Royal Run

Næsten en kvart million mennesker - helt præcis 236.515 - var samlet i Royals Runs fem værtsbyer mandag på løbets mest besøgte time.

Det skriver teleselskabet 3 Danmark i en pressemeddelelse.

Tallet er baseret på anonymiserede mobilitetsdata fra mastepositioner i nærheden af løbsområderne i Aarhus, Brønderslev, Fredericia, København og Frederiksberg samt Kalundborg.

Det er 58,2 procent flere mennesker, end der var i den mest besøgte time i samme områder anden påskedag, der også var en helligdag og en mandag ligesom anden pinsedag, hvor der blev løbet Royal Run.

Værtsbyen Fredericia fik særligt glæde af det kongelige løb gennem gaderne. Her blev der registreret 21.778 personer ved løbsområdet i den mest besøgte time under Royal Run.

Det er 190 procent flere end sammenligningsdagen anden påskedag.

Knap 100.000 personer havde tilmeldt sig motionsløbet i de fem værtsbyer. Det er det højeste antal siden løbets debut i 2018.

Royal Run er blevet afholdt hvert år siden debuten med undtagelse af 2020, som blev aflyst på grund af coronapandemien.

I 2018 var der 70.938 tilmeldte, og i år blev rekorden sat med mere end 95.000 tilmeldte.

Kongen deltog selv i tre af løbene i tre forskellige byer på dagen.

Kong Frederiks dag begyndte klokken 10 i Fredericia, hvor han åbnede årets Royal Run med at løbe en engelsk mile efter at være ankommet til fæstningsbyen med kongeskibet "Dannebrog".

Herefter gik turen til Aarhus, hvor kongen nappede fem kilometer i området omkring Marselisborg Slot, inden han satte kurs mod København og den længste distance ved Royal Run.

Med ben, der muligvis var en smule ømme efter en lang dag på farten, kom kong Frederik mandag aften lidt efter klokken 20 i mål ved Amalienborg efter et løb på 10 kilometer og satte dermed punktum for dette års Royal Run.