TV der bevæger dig

19 år med egen butik

Lasse Erbs er trods sine kun 19 år nyslået butiksindehaver. Fredag slog han dørene op til sin nye butik "1707" i Haderslev.

02:01

Lasse Erbs (tv.) er kun 19 år. Trods det har han lige åbnet sin egen tøjbutik i Haderslev.

1 af 2

Lasse Erbs er trods sine kun 19 år nyslået butiksindehaver. Fredag slog han dørene op til sin nye butik "1707" i Haderslev.

Selvom man stadig er teenager betyder det ikke, at man ikke allerede kan begynde at jagte sin store drøm. Det har den 19-årige Lasse Erbs fra Haderslev i hvertfald bevist.

Han har satset alt på at hans nye tøjbutik "1707" kan få succes i Haderslev. Og på trods af hans unge alder synes han ikke selv, at det er for tidligt:

- Jeg havde startet allerede som 16-årig, hvis det var muligt, siger Lasse Erbs.

Solgte næsten for meget

Men dengang var der ikke den store opbakning at hente hos hverken forældre, venner eller banker. Så Lasse Erbs måtte pænt vente.

Lige indtil i går fredag, hvor han lancerede sin nye butik med en storslået reception, hvor rapperne Jøden og Johnny Hefty gav en koncert.

- Folk var helt vilde. Jeg tror, der var omkring 200 mennesker, der gav den gas, fortæller Lasse Erbs, der tager interessen som et tegn på at butikken kommer til at gå godt:

- Vi solgte helt vildt godt på åbningsdagen. Faktisk bliver vi allerede nu nødt til at bestille nye varer hjem, smiler Lasse Erbs.

Haderslev jubler

Det er dog nogetaf en satsning, som Lasse Erbs har gjort sig. Tøjet i butikken henvender sig til unge i skatermiljøet. Noget, som Haderslev ikke vrimler med.

- Det er grunden til, at vi ikke har kaldt den for en skateshop. For at en butik som 1707 kan løbe rundt i Haderslev, bliver der nødt til at være nogle basisvarer på hylderne. Så det har vi også, siger Lasse Erbs.

Hos city-foreningen Haderslev Butikker er man imponeret over ambitionerne hos den unge butiksindehaver:

- Det er virkelig imponerende, at han ikke alene har taget chancen, men også at han har gjort det trods det at finanskrisen stadig kradser lidt, siger formanden for Haderslev Butikker, Søren Petersen.

Han byder Lasse Erbs og 1707 velkommen til byen:

- Der er altid brug for specialforretninger i Haderslev. Jo flere spændende butikker vi har i Haderslev, jo flere kunder kommer der.

Større drømme

Men drømmen stopper ikke her for Lasse Erbs. For selvom han er nybagt butiksindehaver, er han stadig elev hos en anden forretning i Haderslev. Men når den elevtid er overstået, skal der arbejdes hårdt for 1707.

- Jeg kunne godt tænke mig, at jeg åbnede en ny butik i ny by hvert år de næste 10 år. Det kunne være fedt, hvis det kunne lade sig gøre, slutter Lasse Erbs.

Besøg 1707's hjemmeside her.

Mest sete på tvsyd.dk