TV der bevæger dig

Borgere trætte af at kommune ikke skrider ind overfor forladt bygning

Borgere beder deres kommune træde i karakter overfor ejer af faldefærdig ejendom i deres by.

Borgerne i Nr. Vilstrup er trætte af, at Haderslev Kommune ikke skrider ind over for ejeren af en forladt ejendom i deres by. Foto: Stefan Jørgensen, TV SYD

Borgerne i landsbyen Nr. Vilstrup ved Haderslev bebrejder Haderslev Kommune, at de ikke skrider ind og tvinger en husejer til at gøre noget ved sin forfaldne bolig i byen. For hver dag der går, forvandler tidens tand bebyggelsen til en ruin, som skæmmer byen, mener de.

Næstformand i Plan- og Miljøudvalget i Haderslev Kommune, Ole Bang Jensen, (V), siger til TV SYD, at det ikke er kønt, og at han ikke ville have lyst til at bo ved siden af det, men:

- Indenfor de rammer og love, der findes, kan kommunen ikke gøre noget. 

Borgerne i Nr. Vilstrup har samlet underskrifter for at få kommunen til at reagere, men kommunen svarer, at en ejendom skal være i meget dårlig stand, før den kan bruge byggeloven til at forlange, at ejeren sikrer ejendommen, og at det ikke er tilfældet i denne sag.

- Det er blevet værre og værre og værre for hvert år der er gået. Det ser forfærdeligt ud, siger nabo til bygningen, Pia Østergaard Iversen, til TV SYD.

 Jeg synes, det er skræmmende, at kommunen ikke vil tage ansvar, og at kommunen ikke er mere interesseret i, at der bliver ryddet op i sådanne forhold og hjælpe byens borgere med deres udfordringer

Pia Østergaard Iversen, Sdr. Vilstrup

Kommunen afviser også at forlange, at ejeren holder udenomsarealerne i en bestemt stand. Det er meget vanskeligt at påbyde en ejer om, skriver kommunen i en korrespondance med borgerne i Nr. Vilstrup, som TV SYD har en kopi af. 

 På vegne af borgerne i byen siger Pia Østergaard Iversen til TV SYD:

 Jeg synes, det er skræmmende, at kommunen ikke vil tage ansvar, og at kommunen ikke er mere interesseret i, at der bliver ryddet op i sådanne forhold og hjælpe byens borgere med deres udfordringer. Der er fortsat flere naboer, der må konstatere, at deres ejendomme ikke kan blive solgt takket være udsigten til den faldefærdige ejendom. 

TV SYD har mandag talt med ejerne. De siger, at de på grund af økonomi ikke har mulighed for at gøre noget ved huset endnu, men at de håber, at der snart sker noget på ejendommen. 

00:37

-Det er frustrerende at føle, at kommunen ikke tager os alvorligt, siger Pia Østergaard Iversen.

Luk video