Hun føler sig som en mor, men det hun holder i armene er ikke et barn

Katja Tocks største drøm er at få et barn, men på grund af flere psykiske udfordringer har hun besluttet sig for, at hun ikke skal være mor. I stedet har hun fundet et alternativ.

Katja Tock bevæger sig hen til vuggen, der står placeret under det ene vindue i stuen. I sine arme har hun Celina, som hun med to hænder forsigtigt lægger ned i vuggen.

Celina får sutteflaske, en ren ble flere gange dagligt og bliver puttet hver aften klokken 19.

Det er nu et halvt år siden, at Celina kom ind i Katja Tocks liv. Det skete ikke på en fødegang, som man ved første øjekast ville tro.

Hun kom med posten.

Celina er en tre kilo tung Reborndukke, som er designet, så den ligner et spædbarn.

En drøm, der smuldrer

30-årige Katja Tocks største drøm har altid været at blive mor.

- Når jeg ser små børn, er jeg meget skruk. Jeg får den her længsel efter at kunne mærke et barn inden i mig. Jeg har mærket på andre mødre, når deres barn sparker, og det gad jeg faktisk godt opleve. Men det kan jeg ikke, desværre, siger hun.

Katja Tock har angst, PTSD, depression og borderline. Derfor har hun ikke et job og søger lige nu om førtidspension.

Jeg bliver stresset af ingenting. Mange gange ligger jeg bare i sengen bagefter og er helt færdig, siger hun.

Katja Tock med Celina. Ved første øjekast ligner Reborndukken et rigtigt barn.
Katja Tock med Celina. Ved første øjekast ligner Reborndukken et rigtigt barn.
Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV SYD

Det er en af grundene til, at hun har valgt, at hun ikke skal have et rigtigt barn.

- Det er vigtigt at have overskud til et barn, og det har jeg ikke, fortæller hun.

Hvordan har du det med den beslutning?

- Det er jo hårdt. Det er en drøm, der på en måde smuldrer, siger Katja Tock.

Sorg efter bristede drømme

Lise Holck Jørgensen er lektor i psykologi og arbejder blandt andet med barnløse forældre, hvis brændende ønske er at få et barn.

Hvis det er ens største drøm at blive mor, og man ikke kan blive det, så kan det - ifølge hende - være en stor sorg at skulle give slip på.

Lise Holck Jørgensen er lektor i psykologi. Hun er blandt andet specialiseret i de psykologiske aspekter ved barnløshed.
Lise Holck Jørgensen er lektor i psykologi. Hun er blandt andet specialiseret i de psykologiske aspekter ved barnløshed.
Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV SYD

- Tit, så forestiller vi os, at sorg er en reaktion, man oplever, når man mister en person, man har kær, men sorg kan også opstå, hvis man mister håb, drømme og noget, man troede, der ville blive, fortæller hun hun.

Hvad er Reborn?

Fænomenet Reborn stammer fra USA og er en naturalistisk dukkekunst, hvor dukken bliver malet og udsmykket, så den ligner et rigtigt barn.

Dukkerne bliver brugt til en lang række formål - blandt andet som et hjælpemiddel i sorgbearbejdelse hos forældre, der har mistet et barn eller ikke kan få børn, terapi til ældre mennesker med eksempelvis demens og forbedring af børns sociale færdigheder.

Ifølge Lise Holck Jørgensen kan tabet af drømmen om et barn give følelsen af, at man mangler en plads i samfundet.

- Hvem er man i samfundet, hvis ikke man vælger at blive mor eller far, og hvad er det så, der skal give retning og give mening i livet, hvis man havde tænkt, at man skulle være en familie, siger hun.

Kan lægge dukken fra sig

Reborndukken Celina giver Katja Tock en ro og en følelse af, at hun også er mor.

- Fordelen ved hende er, at jeg også kan lægge hende, hvis jeg har en lang periode, hvor jeg er langt nede. Så behøver jeg ikke at tage hende op, for hun forlanger ikke noget af mig som et rigtigt barn ville gøre, fortæller Katja Tock.

Reborndukkerne kan købes online, hvor de koster fra 1.000 kroner og op.
Reborndukkerne kan købes online, hvor de koster fra 1.000 kroner og op.
Foto: Anni Kirkeby Lauridsen

Katja Tock er klar over, at hun spiller rollespil, når hun trøster dukken, går ture med den og trøster den.

- I min hjerne, der skriger hun pludselig, fordi hun er ked af det, og det er mit rollespil. Jeg ved godt, at hun ikke kan græde ligesom andre, men så lader jeg bare som om.

Hvorfor gør du det?

- For at få den her følelse af at være mor, siger hun.

Katja Tock mødes ind i mellem med Mie Westergaard, der også har en Reborndukke. De går blandt andet ture med deres dukker i barnevogn og i bæresele.
Katja Tock (tv) mødes ind i mellem med Mie Westergaard, der også har en Reborndukke. De går blandt andet ture med deres dukker i barnevogn og i bæresele.
Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV SYD

Selvom Katja lever sig ind i rollen som Celinas mor, så er hun helt bevidst om, at der er oplevelser, som hun aldrig vil få - såsom barnets første skridt eller første ord.

Alligevel er hun så sikker på, at hun ikke vil have børn, at hun har besluttet sig for at blive steriliseret.

- Det er rigtig hårdt, at jeg aldrig kommer til at opleve, at min mave vokser, og at mit barn sparker i min mave, men jeg er også nødt til at acceptere det. Jeg vil ikke sætte børn i verden, når jeg har de her problemer.

Katja Tock bor i øjeblikket på et bosted, men hun drømmer om egen lejlighed, en hund og et ekstra værelse til Celina.

- Jeg ved godt, at det er en dukke, men for mig er hun mit barn, siger hun.