Oversigt

Lederrollen har et dårligt ry blandt unge

Unge mellem 18 og 34 år skal umiddelbart ikke bede om at blive ledere.

Det viser en undersøgelse fra Konsulenthuset Ballisager, hvor kun en fjerdedel af aldersgruppen ønsker at blive chef i deres arbejdsliv. Det er halvt så mange som for tre år siden.

Rekrutteringsekspert Morten Ballisager mener, at den lave lyst til at bestemme blandt unge skyldes for lidt fokus på de positive sider af jobbet som leder.

- Lederne har godt kunne lide at signalere deres vigtighed ved at løbe stærkt fra møde til møde. De unge, der ser på de her fortravlede ledere, tænker, at det her gider jeg da ikke, og derfor skal vi passe på, at vi ikke brander lederjobbet negativt, siger rekrutteringsekspert, Morten Ballisager.

Dertil mener han, at der også er en generel tendens til, at flere mennesker prioriterer deres fritid over deres arbejdsliv. Derfor er der ifølge ham ikke mange, som vil investere tiden, som der kræves i jobbet som leder.

19-årige Victor Rosing trodser udviklingen, da han er restaurantchef på Burger King i Haderslev. Han trives i lederrollen og ærgrer sig over, at hans jævnaldrende ikke vil springe ud i rollen, som han har gjort.