Sodavandstyveri havner i Højesteret
Torsdag skal Ricco Rosenberg i Højesteret i en usædvanlig sag. Som 17-årig gik han og to kammerater ind ad en ulåst dør i den tidligere skole i Skrydstrup.
De tre unge mænd har fortalt, at de kedede sig, og at de troede, at den gamle bygning stod tom. Inden i bygningen fandt de tre rammer med sodavand, som de tog med sig.
Men bagefter fortrød de og stillede sodavandene tilbage igen. Dermed blev de filmet af et overvågningskamera, så de blev afsløret og senere dømt for indbrudstyveri.
Dommen var 14 dages betinget fængsel, og det har den nu 19-årige Ricco Rosenberg anket til Højesteret i håb om, at straffen bortfalder. Han frygter, at en grim plet på straffeattesten ellers kan koste ham jobmuligheder fremover.