Tidlig tysk skal give de yngste sønderjyder en bedre fremtid

I Tønder og Sønderborg gør de det. I Aabenraa gør de det også - introducerer tysk sprog til de mindste, når de begynder i skole, og nu hopper Haderslev som den sidste sønderjyske kommune med på vognen.

I Haderslev skal de mindste skolebørn introduceres til det tyske sprog langt tidligere, end det sker i dag i folkeskolen, hvor tysk normalt først kommer på skemaet på 5. klassetrin.

Det besluttede byrådet i Haderslev tirsdag aften:

- Vi kan konstatere, at de unge mennesker ikke er så gode til tysk, som de har været tidligere specielt i vores grænseområde. Og erhvervslivet sukker efter arbejdskraft, der kan det tyske sprog, siger Kjeld Thrane, der er medlem af byrådet for Konservative.

I første omgang får eleverne i Haderslev ikke tysk på skemaet i 0. klasse. Men tysk kommer stille og roligt ind i deres skoledag, fortæller Kjeld Thrane:

- Jeg tror, at man skal lege det ind. Og netop det her med at man godt kan møde det tyske sprog tidligt, så man ikke er så skræmte over det senere, som vi ved, at nogle mennesker er, specielt unge mennesker. 

Allerede tysk til de mindste i tre sønderjyske kommuner

Siden skoleåret 2015-16 har de tre sydligste kommuner i Sønderjylland, Sønderborg, Aabenraa og Tønder, gjort tysk til en del af skoledagen for de alleryngste. I Aabenraa fra første klasse, i Sønderborg og Tønder allerede fra nulte.

- Det er rigtigt godt. Niveauet er hævet med to åbenlyse fordele: Eleverne er mere kompetente på arbejdsmarkedet, når de en dag skal søge et job, og deres dannelse hæves. Sproget giver dem kendskab til deres nabo mod syd, siger skolekonsulent Lene Nørgaard, Tønder Kommune.

På Distriktsskolen i Løgumkloster fortæller leder Tanja Linnet om udelukkende gode erfaringer:

- Børnene er rigtig glade for tysk, deres færdigheder og accent bliver bedre mens deres blufærdighed over for et fremmedsprog falder. De snakker det bare, vi er meget glade, siger Tanja Linnet, leder Distriktsskolen i Løgumkloster.

Tysk sprog giver masser af muligheder - men ingen interesse 

Tyskland er en af Danmarks vigtigste samhandelspartnere. I 2019 blev der eksporteret varer til vores naboer i syd for 156 mia. kroner, viser tal fra Danmarks Statistik.  

Og selvom behovet for danskere med tyskkundskaber er stort, så er interessen for sproget styrtdykket i popularitet. I 2010 blev 51 studerende optaget på Københavns Universitet i tyskstudiet, i 2019 var det mere end halveret til 23.

- Det følger vi med bekymring, siger chef for forskning, videregående uddannelser og mangfoldighed i Dansk Industri, DI, Mette Fjord Sørensen, til Uniavisen.dk og henviser til en DI-undersøgelse fra 2016, der viser, at tre ud af fire af de internationalt orienterede medlemsvirksomheder havde oplevet knaster i en handelsaftale på grund af manglende sprogkundskaber.

Til samme netmedie siger direktør for Tænketanken Europa, Lykke Friis: - Mit English kommt man durch, mit Deutch kommt man wieder.

Forstå det hvis du kan!