Turister er vilde med Haderslev

Haderslev Kommune ryger til tops i stor undersøgelse. Slår kendte turiststeder som Fanø, Blåvand og Ribe.

Stor jubel i Haderslev

I den seneste undersøgelse fra Dansk Kyst- og Naturturisme fortæller 81 procent af de turister, der har været på besøg i byen, at de er parate til at anbefale stedet til andre.

Dermed scorer Haderslev bedre karakterer hos turisterne end flere af de mere kendte turiststeder i Syd- og Sønderjylland.

- Det får os virkelig til at føle, at det, vi gør, giver mening, lyder det fra en glad Gert Helenius, der er direktør i Haderslev Erhvervsråd.

 

Målrettet indsats

Ifølge erhvervsdirektøren er det en målrettet indsats, der fører til, at Haderslev måske en smule overraskende klarer sig godt i turistundersøgelsen.

- Vi lå rigtigt dårligt sidste gang, den udkom. Men vi har gjort rigtig meget for at skabe en række aktive og involverende oplevelser til turisterne, siger Gert Helenius.

Her nævner han Acture Park, der er et samarbejde mellem 80 forskellige oplevelser.

- Det har været med til at give et tæt samarbejde og skabt en bedre service over for turisterne, fortæller direktøren.

Samarbejde virker

Netop mere samarbejde, mener Gert Helenius, har været med til at gøre en forskel.

- Vi har jo ikke noget Legoland eller Universe. Derfor har vi satset på at få butikker, spisesteder og oplevelser til at bruge hinanden, siger han.

Samtidig kan det også have en betydning, at mange turister måske ikke har haft de store forventninger til besøget i Haderslev.

- Når man besøger de store steder som for eksempel Legoland, har man også store forventninger. Her har vi måske kunnet overraske turisterne lidt, og det har altså givet resultat, fortæller Gert Helenius.