Betjente og borgerne samlet til åbningsfest på ny station

Endnu en nærpolitistation blev i dag indviet. Denne gang foregik det i Hedensted.

En tidligere garnbutik skal fremover huse den nye nærpolitistation, der skal gøre det lettere at komme i kontakt med politiet i Hedensted og omegn.

 - Vi har virkelig set frem til at åbne nærpolitistationen i Hedensted, for det har taget tid at finde det rigtige sted, og at få ombygningen gennemført, fortæller Jørgen Abrahamsen, der er politidirektør i Sydøstjyllands Politi.

Den nye station bliver hjemsted for ni politibetjente og en leder, der skal hjælpe borgerne og samtidig være mere synlige.

Skal være mere synlige

- Der er for mange ting i vores samfund, der er rykket væk fra borgerne. Det kan både være sygehuse eller skoler, men også politiet. Vi har behov for, at politiet er tilstede i hele landet. Ikke kun i de store byer, siger justitsminister Mattias Tesfaye (S), der mandag var med ved indvielsen.

Justitsminister Mattias Tesfaye (S) var med til indvielsen i Hedensted.
Justitsminister Mattias Tesfaye (S) var med til indvielsen i Hedensted.

Betjentene flytter sammen

Nærpolitistationen dækker geografisk hele Hedensted Kommune, og alle hidtidige lokale nærbetjente i kommunen hører nu til i det nye nærpolitifællesskab. Juelsminde og Tørring opretholdes dog som distrikter og med de nuværende medarbejdere som primære i deres distrikter.

Åbningstiden i Hedensted bliver tirsdag 11.00 – 17.00, onsdag 09.00 – 15.00 og torsdag 11.00 – 17.00, men nærpolitistationens medarbejdere arbejder i kommunen i hele arbejdstiden med blandt andet  patruljevirksomhed, sagsbehandling og tryghed.