Oversigt

Apotek bestormet efter gymnasiefest

Apoteket Svane i Horsens anslår, at der har været omkring 50 gymnasieelever forbi efter receptpligtige øjendråber og salve, efter at de ved ravefesten fredag aften havde været udsat for skadeligt UV-lys på dansegulvet.

Flere har også købt saltvandsdråber i håndkøb. Apoteket har måttet lave en akutbestilling, som når frem søndag. 

Nu er der en undersøgelse i fuld gang

Rektor for Horsens Gymnasium og HF, Flemming Steen Jensen, har ifølge TV2 Østjylland, lørdag været i kontakt med omkring ti elever, der har oplevet smerter i øjnene. Han har derfor bedt det firma, der leverede lys til festen, Firedisko, om en redegørelse.

- Det er dybt ulykkeligt, og vi er ved at finde ud af, hvad der er sket, men eleverne kobler smerterne sammen med lyset fra festen, og det lyder plausibelt, så vi har bedt firmaet, som vi ellers har brugt i mange år uden problemer, om at undersøge det nærmere, siger Flemming Steen Jensen søndag formiddag.