TV der bevæger dig

Horsens vil ikke lave plakatkontrol i private hjem

Horsens Kommune vil ikke bruge tid på, om en bestemt plakat hænger hjemme hos private børnepassere. I Kolding er det lige modsat.

I Horsens har kommunen vigtigere ting at tage sig til end at forbyde denne plakat hos private børnepassere. I Kolding er det omvendt. Foto: Privat

De private børnepassere i Horsens behøver ikke frygte, at kommunen blander sig i, hvad der hænger på væggen derhjemme, sådan som Kolding Kommune har gjort det i den forgange uge.
Der har alle private børnepassere modtaget en mail med besked om, at de ikke må have en humoristisk plakat hængende, fordi den har en overskrift med ordet "dagplejer".

Efter en lovændring ved årsskiftet benævnes de nemlig ikke længere dagplejere, men private børnepassere. 

Jeg synes, at loven burde laves om, så vi alle kunne have fokus på det vigtigste, nemlig at lave kvalitet i pasningstilbuddet.

Peter Sørensen, borgmester, Horsens

Hvad bliver det næste

Mailen har udløst utilfredshed blandt Koldings børnepassere, og en af dem, Thilde Kjærgaard Lange, er klar til at trække Kolding Kommune i retten, hvis ikke de blander sig uden om, hvad der hænger på væggen i et privat hjem.
-Hvad bliver det næste ellers, spørger hun retorisk TV SYD.

Loven burde laves om

I Horsens siger borgmester Peter Sørensen, (S), til Horsens Fokeblad, at lov selvfølgelig skal følges, men:
- Der findes ikke en petitessegrænse for loven, men en fleksibilitet, og vi har mange andre ting, der står højere på vores prioriteringsliste på vores tilsyn, siger borgmesteren, og tilføjer til avisen:
- Jeg synes, loven burde laves om, så vi alle kunne have fokus på det vigtigste, nemlig at lave kvalitet i pasningstilbuddet.
Hermed skal de private børnepassere i Horsens Kommune næppe frygte, at kommunen kommer på plakatkontrol.  

Læs også Børnepasser klar til at lægge sag an mod kommune