Oversigt

Rollerne er byttet - nu demonstrerer medarbejdere mod fagforbund

Omkring 70 medarbejdere og ledere fra den socioøkonomiske virksomhed Social Craft og andre borgere demonstrerer torsdag foran 3Fs kontor i Horsens.

Medarbejderne og ledelsen i virksomheden er utilfredse med krav fra fagforbundet om, at Social Craft skal tegne flere overenskomster for medarbejderne, der arbejder indenfor forskellige faggrupper.

En af medarbejderne, der stiller op foran kontoret på havnen er Kasper Jørgensen.

- Jeg synes, at 3F er fuldstændig ude at trit med, hvad der er retfærdigt, og giver mening i hele den her konflikt. Vi er slet ikke afvisende overfor en overenskomst, men ikke på de præmisser, 3F har opstillet, for det kan ikke lade sig gøre i praksis.

Kasper Jørgensen er en af de ansatte ved Social Craft, der demonstrerer torsdag foran 3Fs kontor.
Kasper Jørgensen er en af de ansatte ved Social Craft, der demonstrerer torsdag foran 3Fs kontor.
Foto: Johanne J. Horskjær

Derfor har de valgt at tage fagforbundet egne midler i brug og demonstrer foran forbundets kontor.

Omkring 70 deltager i demonstrationen torsdag mod kravet om flere overenskomster på den socioøkonomiske virksomhed Social Craft i Horsens.
Omkring 70 deltager i demonstrationen torsdag mod kravet om flere overenskomster på den socioøkonomiske virksomhed Social Craft i Horsens.

- Det er lidt mærkeligt. For mit vedkommende er det underligt, at medarbejdere demonstrerer mod at få bedre arbejdsvilkår og bedre løn. Det er deres demokratiske ret, men jeg forstår det ikke, siger formand for 3F Horsens og Omegn Brian Tollak Nielsen.

Flere borgere er også kommet for at støtte medarbejderne på Social Craft.
Flere borgere er også kommet for at støtte medarbejderne på Social Craft.

Udfordringen med at tegne overenskomster er, ifølge direktør og stifter af Social Craft, at medarbejderne varetager mange forskellige opgaver i virksomheden, og dermed skal arbejde under flere overenskomster i løbet af dagen, hvis de skal følge 3Fs krav.

- Hvis man nu den ene time står og pakker, så er det én overenskomst, hvis de derefter putter en label på pakken, er det en anden overenskomst. Hvis de derefter kører med varer, er det en helt tredje overenskomst. Vi har ikke ressourcerne til at administrere, at én medarbejder skal aflønnes efter tre forskellige overenskomster for tre timers arbejde, siger Stinne Simonsen.

3F formand i Horsens og omegn, Brian Tollak Nielsen, mener det er mærkeligt, at medarbejderne vælger at demonstrerer mod bedre løn,
3F formand i Horsens og omegn, Brian Tollak Nielsen, mener det er mærkeligt, at medarbejderne vælger at demonstrerer mod bedre løn,
Foto: Johanne J. Horskjær

Ifølge Brian Tollak Nielsen, så arbejder vikarbureauer også under vilkår, hvor der er flere overenskomster i spil uden problemer. Dog ikke flere på samme dag.

- Det må vi sætte os ned ved forhandlingsbordet og snakke om. Vi har kun talt i overskrifter, siger Brian Tollak Nielsen.

Kasper Jørgensen håber, at demonstrationen får 3F til at bløde deres krav op.

- Jeg håber, at 3F ser lyset og ser, at der skal en lokalaftale til og ikke 14-16 overenskomster. Det kan ikke lade sig gøre, fortæller han.