Oversigt

Søgning til erhvervsuddannelser står i stampe

Færre kampagner og mere handling.

Sådan mener en nyudklækket tømrersvend og brancheorganisationen SMV Danmark er metoden, som skal få flere ind på erhvervsuddannelserne.

Antallet af kampagner på blandt andet tv har ellers forsøgt at få flere til at gå en anden vej end den gymnasiale, men den form for markedsføring mangler tilsyneladende fortsat at kaste positive resultater ad sig.

Fra 2020 og frem til 2024 har mængden af ansøgere til håndværksmæssige uddannelser nemlig været status quo på omkring 20 procent ifølge tal fra Danmarks Statistik.

Ifølge chefkonsulent ved SMV Danmark, Kasper Munk Rasmussen, mangler eleverne i folkeskolen nogen at spejle sig i, hvis de pønser på at gå erhvervsvejen i fremtiden.

- Det er stadigvæk kun en meget lille andel af de elever, der går i folkeskolen i dag, som faktisk møder nogen fra fra erhvervsuddannelserne og møder faglærte ansigt til ansigt. Der er i hvert fald et stort forbedringspotentiale, siger han.

Selvom man ikke vælger en erhvervsuddannelse i første omgang, er det dog ikke for sent at ændre kurs.

Det er 26-årige Nita Vorgaard et bevis på. Hun læste tidligere til kemiteknolog på Aarhus Universitet, men fredag stod hun med sit svendebrev i hånden og kan nu kalde sig uddannet tømrer.